Først den ene vej og så den anden vej.

Hjem til landet hvor det flyder med mælk og honning.

En episode ved Bork havne festival, nogle dage efter min hjemkomst, gjorde det for alvor klart at jeg var kommet hjem igen og at hjem var i gode Danmark.

”En lille rød ombygget John Deere golfvogn kom susende rundt om hjørnet, sekunder efter at min kammerat havde haft et mindre sammenstød og slået hovedet. Den ene række sæder var udskiftet med en polstret båre og til køretøjet klamrede sig en mindre hær af røde personer. Det var samaritter, iklædt perfekte spritnye røde kedeldragter, huer og sorte sko - hver med små sirlige broderede samarit logoer. Patienten blev hurtigt, høfligt og effektivt undersøgt af minimum 3 samaritter, mens resten forhørte de omkring stående. Inden længe var forstærkninger ankommet i form af to gule pladsbetjente med hver en nuttet politihund. Der var styr på situationen – osse i den grad! Kort efter luntede den rød/gule armé tilbage til samarit lejren, efter at patienten var konstateret uskadt.”

I det øjeblik, stod det i skarp kontrast til mange af mine nyligste minder fra min tur til Filippinerne. At der bare var styr på tingene, at man hverken skulle tilkalde, bede, tigge eller betale for hjælp, nej, hjælpen kom stormende! Det var professionelt, koordineret, up-to-date, høflig og gratis. Der var såmænd inkluderet et smil, et klap på skulderen og en flaske kildevand. Rendyrket Danmark.

I mit sind havde jeg vænnet mig til at jonglere rundt med de anderledes oplevelser fra Filippinerne - på sin vis at acceptere dem. Men lige pludselig blev denne solide klods af velfærd smidt ind i gøglet, og stødte ind i og rodede rundt med de mere skarp-takkede minder. Forskellen var absolut og de hørte til hver deres gøgler. Gøglere der hørte til i to forskellige brancher.

Turen affødte en erkendelse af at verden er større og mere anderledes end som så, samt en stor tilfredshed med vores danske fællesskab. Stolthed over at komme hjem til danskernes flueknepperi og tænke; Fedt!, vores største regeringsproblem er at Lene Espersen er et menneske og havde brug for en uge med familien. Der er helt andre kalibre af politiske problemer, man end ikke taler om, i Filippinerne.

Turen i flyvemaskinen derned var pirrende og intens. For alvor, ville mors og fars vinge være udenfor rækkevidde. Fiktiv og overvældende var hvad den første uge i Manila føltes, såmænd også de efterfølgende. Månederne på CCC basen brugte jeg, udover mit arbejde, til at forstå palmetræerne. De var ikke ægte for mig, de tilhørte Hollywood. Mit ordforråd var begrænset, min ytringsevne var begrænset - alene dansker blandt briter. Snarligt tænkte og drømte jeg engelsk, hvilket jo grundlæggende gjorde mig begrænset – det var skønt. Bid for bid manifesterede virkeligheden sig i mig, sprog blev sprog og Filippinerne eksisterede. Skolebørn, guldfisk, Tuba (kokosnøddevin) og mangrove plantning mærkede mig og lærte mig. Skiftet fra NGO til ”kommerciel ø paradis” var markant og tempoet blev sat i vejret. Opgaver der skulle løses og tillid der skulle vindes. Gør hvad du er bedst til; kokken laver mad og dykker-drengen dykker. Det blev til rigtig mange timer unterwasser. Standard-jokes og røverhistorier blev rygradsmateriale i baren, når der skulle underholdes. Besøge lokale venner og nærliggende landsbyer var hvad fridagene bød på. Efter måneders økuller, havde jeg halvanden måned som landevejssvend, hvor de mest eksotiske seværdigheder blev besøgt. Da dagen var inde, var jeg klar til at tage hjem.

Det tog mig lang tid at komme egentlig til Filippinerne. I lang tid svævede jeg et sted indimellem. Der var sku så meget. Rejsen var fantastisk og min nattesøvn har næppe været bedre. Overgangen, turen tilbage, var helt anderledes. Da jeg hørte far sige; ”Der er han sku!”, var jeg tilbage. Der var ikke så meget bøvl. Haven, skoven, byen, vejret, folkene og Danmark var det samme – den eneste forskel er nu, frem for før, at Danmark ikke længere er alene i verden – nu er der to. To lande og to verdner. Forskellene er absolutte og minderne hører til hver deres gøgler. Gøglere der hørte til i to forskellige brancher.

Hilsner fra

Andreas Kjær

Changes

Min sidste måned hos Sangat er som dive mananger. Jojo er på ferie i tyskland og har efterladt al koordineringen og udførslen af dykningen her i mine små hænder. Spændende og rigtig udfordrende. De første dage var lidt af en hjernevrider, men nu efter godt og vel 10 dage, går det glat. Når Jojo vender hjem d. 16. juni og overtager tronen igen, er min tid i Sangat boblen over. Originalt var planen at tage hjem, men men men, 9 måneder under overfalden har skabt en trang til at udforske overfladen. Det tog knap 3 minutter at ændre planerne, et lille opkald til KLM og min returbillet var stemplet d. 25. juli.

Planen hedder: dumpe alt mit tunge udstyr og bagage i Manila og så bare rejse rundt for mig selv, udstyret med en bette backpack og Lonely Planet. Ting jeg har i sigte er risterrasserne, Boracay, Subic bay, vulkanerne, Puerto Galera mm. Men planen er ingen plan.

Stor fisk

Et øjebliks uendelighed + UW-video

Jojo og jeg guidede hver vores gruppe af dykkere over Irako tidlig morgen. Nær fronten af skibet, lavede Jojo en mindre spontan spasme, der fik mig til kaste et blik op over ham. Få meter over, svømmede en baby hvalhaj – lækkert! Vi fulgte den ud i det blå, væk fra alt synlig reference og befandt os inden vi vidste af det, midt i en storm af meter store trevallies – tusindvis! Men hvad der fuldendte øjeblikket var to voksne hvalhajer der cruisede rundt om den tornado formede stime. Ubeskriveligt øjeblik. Vi steg langsom op fra de 35 meters dybde vi mødte dem på og endte 20 minutter efter på sikkerhedsstoppet, hvor vi i ro og mag kunne betragte dramaet fra oven. Gang på gang skød trevallierne til side og brød mønstret for at give plads for en opspilet kæmpe mund eller en overdimensioneret halefinne.

                              (Billedet er taget af Dominik Wee)

Tavse kravlede vi op i speedbåden igen. Langsomt kom vi tilbage til virkeligheden og vi jublede i kor. Bare for at udfordre skæbnen tog vi ud til samme vrag om eftermiddagen for at tjekke om hvalhajerne stadig hang ud der. 30 sekunder efter vi havde proppet vores regulatorer i munden gled den første hvalhajer igen forbi os. To af slagsen svømmede roligt rundt. Da vi en halv time efter konstaterede at de var svømmet hver til sit, kulminerede billedet. En kæmpe 10 – 12 meter lang hvalhaj steg langsomt op nær gruppen og svømmede direkte ud i det blå. Fantastisk.

                              (Billedet er taget af Dominik Wee)
Som om det ikke var nok, mødte vi en hvalhaj igen en god uge efter, på samme sted, samt en bette én på Olympia Mari i dag (19/4).

Heldig som vi er, havde vi en professionel fotograf med på dykket med de tre hvalhajer, så på et tidspunkt vil der dumpe en CD ind af døren med høj kvalitets billeder. Crazy life.

Video 

En fransk gut gav mig optagelser fra et par dyk. Har klippet dem sammen, så i kan se mig svømme lidt rundt under vandet. Optagelserne er ikke i bedste kvalitet og lyset er lidt skidt, men har ikke bedre. Det er optaget på Olympia Maru, Kogyo Maru og i Barracuda Lake. Find filmen her under:

Sangat Dive Slave

Halvanden måned ved Sangat Island Reserve forsvandt hurtigere end nogensinde. Aktiviteterne har været 100 % begrænset til dyk og snak.

Hver eneste morgen bliver jeg vækket af de nyflugte Nitrox flasker, som bliver stakket op under min ”lejlighed”, klar til dagens arbejde. Præcis kl. 08.00 er der morgenmad, hvorefter jeg kl. 08.30 begynder at gøre bådene, udstyret og gæsterne klar til dagens første dyk. Morgendykket foregår altid på et af de dybere vrag; Irako, Akitsushima eller Kogyo. Vi forlader strandkanten i et brøl kl. 09.00 i en af vores to store 140 hestekræfters speedbåde, for igen fluks at tage gasen af og hoppe i vandet 3 – 7 minutter efter. Varigheden på dykkene er altid bestemt efter kundernes luft forbrug; dykket er overe ved 50 bar eller inden for en rimelig dekompressionsgrænse. Kl. 10.20 står vi igen på vores lille ø, for blot at skifte udstyr, kunder og flasker og smutte igen kl. 11.00 for dagens anden dyk. Normalt er det andet dyk af lavere karakter, enten på Olympia, Morazan, Sangat Gunboat, Okikawa eller på et lokalt koral rev. 12.30 tilbage på øen, læsse udstyr og kunder af, for straks efter at smutte op i restauranten for at få nyt brændstof indenbords kl. 13.00. Efterfølgende samme arbejdsgang som ved formiddagen; gøre udstyr, både og kunder klar, af sted til dybt dyk kl. 14.00, på øen igen kl. 15.20 og af sted igen kl. 16.00 til dagens ”sidste” dyk. 2 – 3 gange om ugen har vi et natdyk som det femte, det bliver skudt af kl. 18.20. Dejlig træt og sulten kl. 19.30 sidder vi i restauranten igen for aftensmad. Derefter står den på røverhistorier i baren eller i og omkring vores sofa område.

Den ene halvdel af mit arbejde er at dykke, den anden er at snakke. At atmosfæren er god og at folk er glade og muntre, samt at de følger sig i gode hænder, er lige så vigtigt som vragene dem selv. Nogle dykkere jokere vi med, andre beroliger vi og andre helt tredje lytter vi bare til. Dette gælder hele vejen rundt; på stranden, ved dive-shoppen, i restauranten og i baren – vi skal performe hele tiden, ikke kun under vandet. Hvis du spørger Jojo (Min instruktør) er denne part den alt afgørende og den vigtigste. Heldigvis kan jeg lide det og gør det med glæde.

Baren – min nye skole. Vores lille ø, er en afslappende oase for mennesker fra hele verden. Folk kommer aldrig her sure – det er ferie og de har betalt læssevis af penge for at være her – så snakken går altid let og smilene sidder løst. Den ene dag er baren fuld af amerikanere og rumæner, den næste er det russere og franskmænd. Indtryk og (røver)historier fra den vide verden flyver rundt i lokalet og det eneste jeg skal gøre, er at forsøge at kapere dem. Små bider fra hele verden deles og jeg rager taknemligt til mig. Langsomt, men heldigvis fremadskridende, danner jeg et svagt billede af folk fra den store verden – Same, same, but different.

Stuck in paradise

Har flere gange ville beskrive stedet, men har ikke kunnet finde de rette ord til det. Derfor har jeg istedet rendt stedet rundt med mit kamera og lavet en lille film.



Min rolle her på stedet er at være dykker guide og tage folk forsvarligt med ned og op igen. Vi dykker hovedsageligt på en række fantastiske vrag og rev lige rundt om hjørnet. Vragene tiltrækker entusiaster fra hele verden, både for rekreativ- og teknisk dykning.

For tiden er vi fuldt booked og har rigtig travlt, så jeg er i vandet hver eneste dag i omkring 3 - 4 timer (4 - 5 dyk). Arbejdsdagen er lang, arbejdet er fysisk hårdt, men oplevelserne afføder en vedvarende strøm af energi og entusiasme.

Når tid kommer, vil jeg beskrive nærmere hvordan stedet drives i en komfortable Pro-Eco Robinson Cruise stil, samt en gennemgang af de fantastiske vrag, som holder mig her.

Med venlig hilsen
Andreas

Explorer

Lægge godt til side, for at finde nyt godt.

Mærkeligt som man kan vende sig til alting, alting kan blive rutine og virke som det eneste rigtige.

- Mærkeligt hvordan, en halv færdig bygning, uden ordentligt tag, uden toilet- og badeforhold, tonsvis af insekter, edderkopper, kakerlakker og gekkoer, placeret på strandkanten, omgivet af hundredvis af kilometer af palme jungle, alligevel kan virke trygt, godt og hjemligt i sidste ende. - Mærkeligt hvordan daglig dykning i nogle af verdens smukkeste og unikke koral rev begynder at føles som betryggende dagligdagsrutine. - Mærkeligt hvordan de palmeklædte bjerge, det rolige tropiske vand og det korte brune Filippiner-look bliver det almindelige.

Min tid ved CCC er nu overe og d. 14. januar tog jeg mine tasker med 35 kg udstyr og ejendele på nakken. Tiden og opholdet har været enestående og bestemt et minde for livet. Da jeg sad i bussen og vinkede farvel til mine kollegaer kunne jeg rigtig mærke den tætte personlige relation vi havde knyttet gennem de sidste måneder. Men tiden var inde til at finde nyt, jeg havde været der længe nok til rigtig at blive fortrolig og selvstikker med arbejdet, dykning og tilværelsen i CCC-Napantao-boblen. Nu var jeg klar til nye udfordringer og en ny ”ufortrolig” tilværelse, hvor jeg igen starter fra nul – ingen rutiner, intet almindeligt og ingen selvtillid. Den nemme løsning havde været at blive i trygge og rare Napantao, men som Kierkegaard så fint har sagt: ”At vove, er at miste fodfæstet et øjeblik – ikke at vove er at miste sig selv”. Jeg er sikker på at min næste mooring buoy vil blive mindst lige så godt.

I min færd tværs over Filippinerne hoppede jeg i vandet et par gange for at opleve hajer i øjenhøjde. Kæmpe Thresher sharks, White Tip sharks, Devil Rays og Sting rays var hvad jeg mødte og det var intet mindre end fantastisk.¨

Som så ofte før i Filippinerne, er planer mere ønsker, jeg formåede at strande to gange på min tur fra den ene ende til den anden. Først på grund af en færge der ikke ville sejle i Bato og derefter et fly der ikke ville flyve i Manila.

Men nu i skrivende stund er jeg endelig ankommet til min sidste planlagt destination, Sangat Island. Et idyllisk og fredfuldt dykker ressort 25 min. ud for Coron Town, hvor jeg vil være de sidste 5 måneder. Jeg har fået min egen lille hems over Jetski garagen og nu på begyndt divemaster studierne.

Jeg vil lave en beskrivelse af stedet og hvad jeg skal lave her på et senere tidspunkt.

Best wishes

Andreas

Uddannelsescenter Ringkøbing og Skjern; Artikel + sognbladet

Vagn Bro, informationsmedarbejder, fra Uddannelsescenter Ringkøbing og Skjern har skrevet en rigtig god artikel om mit lille rejseprojekt, hvor han tydeligt beskriver hvordan og hvad jeg har gjort for at realiserer drømmen og hvor jeg lærte projektmetoderne; HTX Skjern.

Klik på billedet herunder for at komme direkte til artiklen:

Ligeledes er der et afsnit om min tur I Stauning & Dejbjerg Sogneblad, som kan ses ved at klikke på billedet nedenfor:

Friske billeder, fra blandt andet jul. Klik for at komme til albummet:

 

Mvh.

Andreas Kjær

Advent gave, rød jul og våd nytår

For at undgå at folk får for meget fiske- og algestress, tildeles vi en feriedag for hver påbegyndt måned vi deltager. Dette giver mulighed for at forlade basen og holde lidt fri på egen hånd - Typisk meget tiltrængt, da basen befinder sig i et meget isoleret område og vi er mange mennesker under samme utætte tag.

Sammen med tre andre, tog jeg tur rygsækken på nakken og hoppede ombord på en bette lokal færge. Vi havde besluttet at bruge vores feriedage og lommepenge på en lille advent surfer uge i det verdensberømte Cloud 9 - på øen Siargao, omkring det fjerneste område i Filippinerne du har lyst til at gå. Ca. 8 timers rejsen fra Napatao. Surfer-nørder og hurtige right-hander bølger, en enkel surfer- og souvenirer butik, udover det lokale marked og en håndfuld vandrehjem og resorts var alt legendernes bølge har formået at fostre. Surfere har ikke mange krav og spenderer bestemt ikke unødvendige penge og turister var her ingen af - Udover os. Stedet bød på tre muligheder; surfing med de lokale surfere, San Miguel bælgning med de lokale surfere eller blære-historie-fortælling med de lokale surfere. Vi havde en absolut fantastisk uge og manglede bestemt intet!

Julen faldt over Napantao! Delvis gennem e-mail, facebook, mobil, julekort og pakkepost og med ekstra hjælp fra billig filippinsk julepynt, jule musik og masser af mad, lykkedes det at opdyrke oprigtig julestemning. Traditionstro, var Danskheden i minoritet og selv med alliance fra tyskernes ryst, blev julen udskudt til d. 25, da UK og franskmændene overtrumfede os. Men intet i verden kunne frelse mine gavers gavepapir d. 24! Juleaften/aften-efter stod den på mad og drikke – rigtig meget mad og rigtig meget drikke. Juleaften 2009 blev bestemt en uforglemmelig jul.

Planen for nytårsaften var oprindelig at deltage i en stor fest i den nærmeste lokale by, hvor der var opstillet udendørs diskotek og bar under kokostræerne. Men som så ofte før her i Filippinerne, er planer nærmere ønsker. Fra tidlig nytårsmorgen forærede himmelen os et fyrværkeri af lyn og massiv regn, hvilket betød at vi ikke kunne gå nogen steder. Transport var ikke en mulighed, da regn omdanner vejene til vandløb/mudderløb. Vi tænkte kreativt og kom frem til den fremragende konklusion at dagen, aften og natten stod på druk spil. Bestemt et rigeligt vådt nytårsaften.

Mine to sidste uger med CCC står nu for døren.

De bedste hilsner

Andreas

Dobbelt op på haj!

Ubegribelig, men sandt – eksakt samme scenarie udspillede sig igen i dag. Lige kommet hjem fra survey. Træt, sulten og kold. Råb og løb mod vandet. Sindssyg svømning og adrenalin i årene.

Præcis på samme sted og på samme klokkeslæt som i går, cirklede en endnu større hvalhaj rundt. Denne gang overvandt 4 andre og jeg vandene og mødtes med den i et kort intenst øjeblik. Fantastisk, fantastisk, fantastisk.

Som om jeg ikke var ovenud lykkelig nok, for 2 hvalhajer på 2 dage, poppede der pludseligt og frejdigt en hel flok af kæmpe sorte finner op i overfladen, omkring 200 meter fra os. 8 fuldvoksne Pilot Whales svømmede rask fordi os og lykønskede os vores hvalhaj møder. Vi havde dog ingen chance for at svømme tæt på dem, da de skød en habil fart, men vi kunne nyde synet af dem rulle op og ned i overfladen.

Fed julegave fra Neptun.

De bedste jule hilsner:

-          Anderas

Hvalhaj -

Endnu et uforglemmeligt møde.

Hver eneste dag joker, diskuterer og drømmer vi om hvalhajer, fordi de simpelthen er noget ganske særligt og ultimativt. Mystisk, rolig, kraftfuld og sjælden.

Fiskere gennem århundreder har rapporteret om disse kæmper, der roligt svømmer i overfladen for at spise plankton og jellyfish. Trods det, at vi så godt som altid har kendt til hvalhajen og altid har været fascineret af den, ved vi så godt som intet om den – dens rute, levemønster, maks. alder, hvor de parrer sig, hvor de fødder, hvor dybt de kan svømme og hvad pokker de laver dybt nede i ingenting, når deres føde er i overfladen. Sammenlignet med almindelige hvaler, er hvalhajen overlegen, da den ikke er tvunget til at gå til overfladen for luft. Forsøg med radiosender på hvalhajer har vist at de dykker meget dybt for meget lange perioder og ofte dybere end radiosenderne kan modstå (1000 m.) - derfor har det aldrig lykkedes at løse hvalhaj mysteriet, simpelthen fordi de forsvinder.

Den 22. december 2009 kl. 12:28, efter en vellykket morgen-survey ud for Sonok-bay, kom hele teamet traskende træt og sulten tilbage fra båden og smed alt udstyret på den dertil indrettede bænk.

Sekunder efter hørte og så jeg vores Irske deltager, Carmel, hoppe op og ned, mens hun råbte ”Big Fish, biiig fish” og pegede ud mod det ene fjerne hjørne af vores lokale MPA. En stor hajfinne skar blødt vandet. Min nyindkodede tilstand ”Whaleshark” blev slået til og jeg smed, bogstaveligt, alt jeg havde i hænderne, greb mine finner og maske og hoppede i vandet. Distancen mellem hajen og os var godt og vel ½ km og vi vidste at den kunne forsvinde lige så pludselig som den var kommet. Der skulle svømmes stærkt og lydløst.

Når man ligger i vandet, svømmer for fuldkraft, i halv meter store bølger og jagter verdens største haj, som du har drømt om og ventet på i ugevis, pumper glødende varm adrenalin rundt i kroppen og tvinger armene og benene til at fortsætte ufortrøden. Efter få minutter var vores Science Officer, Ben, og jeg de eneste fortsat jagtende, tidevands understrømmen og bølgerne havde langsomt tappet resten for energi. Råb fra land, om at vi skulle komme tilbage, ekkoede. Vi fortsatte, Ben havde endnu ikke set sin første hvalhaj efter 6 måneder i Filippinerne og jeg var besat af tanken om at svømme med endnu én.

Pludselig og uden varsel ændrede mit udsyn fra komplet ingenting-blåt til et You-Tube-genkendelsesagtig-syn. En krummet hvalhaj, med en fuld opspilet mund nedstirrede mig, mindre end 2 meter foran mig. Jeg skreg halv i angst og halv i overvældelse; ”BEN, IT IS FUCKING HERRE!!”. Den blev på samme sted for et par minutter og lod sig beundre, hvorefter den svømmede ud mod Napantao 60 meter lodret drop-off. Den dykkede i en let vinkel ned i dybet, ned over væggen. Som spejlbilleder af hinanden fri dykkede både Ben og jeg ned og følte dens nedstigning, indtil smerten i vores lunger overmandede os. Saligt smeltede dens mørke krop og omrids sammen med dybets mørke og kun dens lyse brikker stod tilbage som kontrast i et sekund eller to før den forsvandt totalt ned i dybet. Det mentale billede eksploderede i en fælles jubel.

Mange drømme imødegås på ét og samme tidspunkt og risiko for skuffelse var potentiel, men heldigvis kunne mødet sagtens, og mere til, leve op til selv de bedste drømme. Omstændighederne og måden det udspillede sig på var perfekt – ikke en australsk mini flyver med et ekkolod der spottede den og en lille hurtig speedbåd der droppede en af ved siden af den. Nej, vi ventede og drømte, og kæmpede og fandt.

Til historien, høre også de utallige mislykkede forsøg, hvor vi sprang i vandet og svømmede som besatte og mødte aldrig andet end kulsort koldt understrømsvand. Hvalhajer er for seje!

Var mening jeg ville skrive om jul og min julegave til mig selv i dag. Men det må blive senere, hvalhajen var sejere.

Gældelig jul og godt nytår

Andreas

Community work

For at sikre fremtid bæredygtighed, ”awareness” og hensigtsmæssig forvaltning, bruger vi meget tid på at uddanne lokalsamfundet i koral revenes levevis, opbygning og deres samfundsmæssige og biologiske vigtighed.

Mange Filippiner og turister regner koraler for farverige sten, som man kan røre og stå på efter behag. Ligeledes mangles en forståelse af at koralerne indirekte er Filippinernes fødekilde, da deres primære fødekilde er fiskeri. Mange års uhensigtsmæssig og uhæmmet fiskeri har efterlad vandene og revene overfisket og ødelagt. I vores daglige arbejde ser vi efterladte net, liner, fiske- og hummer fælder og vi ser så godt som aldrig voksne, fertile groupers, snappers og tunas (Hvilket er de vigtigste spise- og eksportfisk) uden for MPA’s (Marine protected area). På grund af manglen på store fisk, er lokale fiskere, gennem de sidste 15-20 år, begyndt at bevæge sig ned gennem fødekæden og de fanger nu gladelig små kulørte fisk som Moorish Idols og Bytterflyfish. Derfor er det så vigtigt at få oprettet MPA’s, hvor fisk og koraler kan få ro og voksne sig store og frugtbare. Populært sagt vil MPA’s virke som fiskefabrikker for fiskerne.

Ved at uddanne lokale på tværs af social status, uddannelse og alder opnås interesse og forståelse for at bevare koral rev og udnytte dem hensigtsmæssigt.

Blandt andet har CCC iværksat: Teacher training, Wall painting, Open days, School lectures, Reef Rangers og CCC introduction. CCC introduction er den mest omfattende, hvor fx en lokal landsbys kaptajn bliver inviteret til at modtage den fulde CCC træning og uddannelse, over en 5 ugers periode og deltage i projektet på lige fod med resten af os frivillige. Ligeledes har 20 repræsentanter fra regeringen haft et 5 dages kursus og vi har deltaget i x antal lokale arrangementer, hvor vi skulle repræsenterer CCC.

”Reef Rangers” er en gruppe af High School elever som modtager basis uddannelse og får en introduktion til livet omkring kysten, over en weekend. Som et afbræk i uddannelsen lærer de CCC Afrocoral sangen, som en lokal ven af organisationen, Ryan, har skrevet. Jeg har oploadet en video, hvor Reef Ranger’erne synger sangen sammen med nogle af projektets øvrige deltagere.

Lyrik:

Everybody!

We are the corals that live

in the sea.

And we are animals, the home

for the fishes

We'll make it happen what u'v wished

You can't touch me

I am so fragile and breaks

Easily.

You can not step on me

Nor you can not stand

I want to make you understand

Chorus:

(that) We are so important

For the fish, we are their foodland

We can be their home and shelter

When there's storm.

You're so very lucky.

Everybody you mush be happy.

We are always here to stay

in your MPA.

Can you protect us

from all the threats and danger?

Can you help us

to make us safe here always?

We'll become friends

Loving each other til the end

(Repeat chorus)

Sharkwater and free-diving

Interessant dag, med mere end 5 timer i vandet!

Opdagede at en flok generte Black Tip Reef sharks holder til i et stenrev få hundrede meter fra vores base. Så snorklede insisterende rundt i området, i al den fritid jeg havde mellem undervisnings dykkene, for at betragte disse slanke 7-sansede rovdyr patruljere.

Dette gav den perfekte kulisse for en omgang fri dykning – hvor så vel krop, som sind udfordres. Free-diving er et fantastisk supplement til scuba-diving, det giver et specielt intimt indtryk og udfordre mere, på grund af dens naturlige begrænsninger.

Friske billeder. Klik på billedet for at komme til albummet.

Cheers!
Andreas

Advent nyt og Woaw-besøg

En elegant flydende flappende skikkelse skimtet, råb i overfladen og langsomt nærmende.

Dagene går med dykning, dykning og fiske snak og det er efterhånden begyndt at føles som hverdag. Søndag er vores ”dykke-fri-dag”, alle har en form for hade/eleske forhold til den, for det føles som utroskab ikke at smage på den tørre tankluft en HEL dag.

Ikke meget har ændret sig, hverdagene går med surveys, uddanne de nyankomne og holde basen praktisk kørende. Aktuelt forsøger vi at implementere et nyt kortlægningsprojekt af et lokalt MPA, da Leyte-regeringen vil forsøge at igangsætte en ny turist-offensiv i området. Projektet har vist sig mere omfattende end først antaget da området dækker godt 80.000 m2. Arbejdet med kortlægningen er heldigvis ganske underholdende, da koral revet er et af de absolut bedste i området. Hverdag dukker der noget spektakulært op – fx. en kæmpe aggressiv Cuttlefish, der forsøgte at spise min roommate Stuart, unikke sjældenheder som Ornate Ghost Pipefish og dusinvis af giftige Scorpion- og stonefish.

Jeg har gjort det til en vane altid at være klar som den første og hoppe direkte i vandet, så jeg har 3-4 minutter metitations-snorkeltid for mig selv, inden resten af teamet og arbejdet melder ”order to go”. Som sædvanligt tjekker jeg hurtigt de kendte ”hot-spots” og ”cleaner-stations” for Turtles, Baracudas, Tunas, Blæksprutter, hajer og andet spændende ”stort”, som normalt hurtigt tager flugten når CCC-maskinen går igang med opmålinger og prøver.

Mens jeg snorkler ud, sammen med min australske body Allan, spotter jeg pludselig noget roligt flappende sort ca. to meter under overfladen. Jeg fokuserer og konstatere at jeg har øjenkontakt med et af underverdens absolut mest fascinerende og mystiske væsner. Et væsen der uændret har overlevet dinosaurerne, aldrig er blevet observeret med en sygdom, men alligevel efter millioner af harmoniske år må se sin race i knæ, truet på dens eksistens, truet på grund af ”gourmet” suppe. En 2 meter Devil Ray cirkler rundt foran mig, navigere og styre showet med dens to store adrætte vinger, mens den fredsommeligt sier vandet for plankton og Jellyfish. Jeg ryster hovedet og råber til min body bag mig, hvorefter jeg igen lader mig beruse af denne sjældne gæst.

Indtryk må være key-word`et for mit ophold. Selv de dage, hvor alt er fugtigt, regnen eller solen stormer uhæmmet, papir arbejdet driller og kun irriterende teenager gobys og stikkende jellyfish poserer, er på en eller anden måde alligevel interessant, selvom man i situationen bander en smule og gemmer sig lidt i redningsvesten. Men hver eneste aften indtil nu, har jeg altid lagt mig i min bambus seng og faldet i søvn på sekundet, glad og tilfreds.

Jeg har oploadet en ny omgang billeder, trods internettets ringe samarbejdsvillighed. Jeg kunne skrive side op og side ned om hver eneste billede, men det må blive næste gang. Billederne er blandt andet om en grotte vandring, jungle vandring, uddannelse af lokale high school unge, Fred The Show fremvisning, Mangrove plantning, en lokal storskærmsfremvisning af en boksekamp, solnedgange uden for vores hoveddør, ture i vores mini bus, vores båd og base, en strandtur og billeder fra båden.

Klik på billedet nedenfor for at komme til billede galleriet.

De allerbedste 1. advent hilsner

Andreas Kjær

Me and Fili

Et par billeder af mig i Filippinerne. Desværre kun få fra surveys, da kamera er forbudt i "arbejdstiden".
Klik på billederne for at se dem i stor udgave.

Surveys - Just another day at the office

En survey er dét 16 briter, 1 franskmand, 1 australier, 1 tysker og 1 dansker har rejst jorden rundt for at gøre. Velkendt er, at information er magt. Kun ved hjælp af en vis mængde magt kan koralrevene reddes. Derfor laver vi surveys, derfor rejste vi. Surveys er indsamling af jomfruelig marine information, som tilsammen skal give et billede af hvad der egentlig er ”down-there”, hjælpe os til at forstå det der er og hvordan det håndteres bedst for både lokal samfundet og for fremtidens koralrev.

Én survey har en længde på 10 meter, 5 meter i bredden og 5 meter i højden. Normalt tager det 10 - 20 minutter at udføre én survey. Et team af fire CCC dykkere udfører surveys. Hver dykker har forskellige opgaver:

Person nr. 1 er ”Physical” og er makker med ”Fish”. Hans opgave er at notere alle de fysiske forhold, tage vandprøver, tegne kort og lede dykket. Dette indebærer alt fra notering af strømstyrken og retningen, vandtemperaturen, saltindholdet, identificerer koral sygdomme, koral skader, forurening, bundens hældning og i det hele taget lede dykket i den rigtige retning, den rigtige distance og observere at den nødvendige sikkerhed overholdes.

Person nr. 2 er ”Fish” og logisk nok, er hans opgave at notere alle fisk der svømmer igennem eller opholder sig inden for ”survey-tunnelen”. Alle fisk skal identificeres til familie niveau, mens alle ”target” fisk skal et trin videre ned til art niveau. Ca. 70 % er target i en normal survey. Vi lære 60 fiske familier og 80 fiske arter.

Denne fisk er ”target”, dens familie er Rabbitfish, mens dens art er One Spot Foxface.

Person nr. 3 er ”Coral” og hans opgave er at identificere og notere alle koraler i området. Man opdeler koraler i to kategorier; Acropora og Non-acropora. Vi har 45 ”target” arter som alle er non-acropora, resten, såsom Acropora’erne, skal ”kun” identificeres og noteres til deres leveform (Koral strukturen).

Person nr. 4 er ”Invertebrates & algaes”, hvilket inkluderer over 150 specifikke ting. Hans rolle er faktisk at notere kategorien; ”alt andet” – lige fra Sea fans og sponges til krabber og rejer til nudibranchs og muslinger til alger og blødkoraler. Et interessant job, men krævende.

Hvis alle personer er færdige med at notere afsluttes dykket eller, hvis muligt, fortsætter vi med endnu en survey. Normalt laver vi 1 – 3 pr. dyk.

Ovenstående er ca. halvdelen af survey-arbejdet, resten foregår med papir og blyant efter solen har takket af.

På vidunderlige mange fronter er dette arbejde tilfredsstillende – Den lille eventyrer inde i maven er glad, idealisten nær hjertet kan flage stolt, kroppens fysiske batterier tappes og hjernen jubler, fordi den bliver udfordret hver eneste gang vi dumper ned gennem det blå 3D rum.

Var stolt og glad, da vores ekspeditions leder spurgte mig, på vej ind fra båden, med mit udstyr over skulderen og t-shirten i hånden, hvordan dagen havde været og jeg kunne smilende svare; ”Just another day at the office – fantastic”

Avis artikel

Klik paa billedet for at faa den i en stor laesevenlig udgave.

1400 minutter UW, 30 dage i shorts og hvalhaj drømmeri

Turen gik med fly fra Manila til Tacloban, hvor en Filippinske CCC-råbende mand ventede. Flere filippinske passagerer spurgte mig om jeg var turist og hvad i alverden jeg ville på Leyte – tydeligvis ikke et almindeligt turistmål. Lufthavnen var på størrelse med Dejbjerg kirke og landingsbanen som fodboldpladsen. Samtlige hvide (5) mennesker ombord på flyet viste sig her at være nye deltagere på projektet. Alle briter, undtagen en enkel amerikaner. Vi blev losset ombord på en gammel stønnende mini van og gav os i kast med en ca. 150 km kuberet tur til bassen. Vejen var rynket, solen viste ingen barmhjertighed, luften var tæt af sved og duften af våd jungle – men humøret var højt. Turen var 5 timers intens oplevelse; i det ene minut overhalede vi en fyr ridende på en ko, senere var junglen forvandlet til rismarker og gennem hele turen spekulerede jeg om det her var en by eller en jungle, for overalt langs ”vejen” var der små ”hytter” af bambus under de ellers så dominerende kokospalmer. Overalt kiggede folk nysgerrigt efter os og børnene lyste op og vinkede som gale når de så vores hvide skind.

(Det hvide til hojre i billedet er vores base. Langt langt ude i ingenting.)

Efter 5 timers sveden havde jeg næsten opgivet min tillid til chaufføren, men pludseligt holdt stønnene op og vi var fremme. En stor hvid bygning, ca. 5 meter fra vandkanten, kun med stålplader som tag hilste os velkommen. Forsigtigt og træt listede vi ind af hoveddøren og mødte et bundt af glade, stor smilende og hilsende CCC-deltagere (18 i alt), der ventede med varm aftensmad og klassikere på stereoanlægget. Jeg blev tildelt et ca. 15 m2 stort værelse sammen med to andre. Der var ingen skabe, kun en seng til hver og vi blev informeret om at vi endelig ikke skulle bruge toilettet inden rundvisningen.

Rundvisningen var interessant. Klokken var ca. 22:00 og alt var sort. Vi blev bedt om at finde vores lommelygter og en spand og møde Richard (Ekspeditions lederen) udenfor. Han førte os ca. 5 minutters gang ind i junglen til en lille kilde. Alt omkring os bevægede sig, sang eller raslede i skovbunden. Kilden er den eneste mulighed for ”rent” vand til bad fortalte Richard og fortsatte med ”Forresten husk en lommelygte hver gang, for her er slanger og kæmpe edderkopper, som i ikke har lyst til at møde og i vil højst sandsynligt komme til at bade når det er mørkt, for vi skal arbejde indtil solnedgang hver dag”. Efter dette tog han os med ned til havet via nogle beton trapper og sagde at her skulle vi fylde vores spande til toiletterne, for toiletterne kan ikke skylde ud. Det næste var en præsentation af de lokale vagter, som lå halvsovende i en hængekøje og legede med deres rustne pumpguns. Vagter er standard i Filippinerne, så det er ikke fordi det er specielt nødvendigt. Den lille briefing sluttede med informationen: morgenmaden kl. 06:00. Vi var alle pisse trætte og vi manglede alle at pakke ud og fixe vores senge.

Kl. 07:30 næste morgen startede vores første lektion omkring marine livet. Ca. 45 koral arter, 30 alger og græsarter, 75 invertebrates, 60 fiske familier og 80 fiske arter er ”target”, hvilket vil sige at vi skal kunne huske dem uden ad og identificerer dem. Navnene på halvdelen er vel og mærket på latin. Lektionerne var ekstrem intense, om morgen undervisning i klasselokalet, efterfulgt af en ”pointy dive”, hvilket er et dyk med en erfaren CCC dykker, som peger på en koral og derefter på en skriveplade med dens navn. Samme omgang om eftermiddagen. Al tid efter og indimellem sad vi med næsen i en bog. Meget gav ikke særlig meget mening. For eksempel kunne han pege på noget papir lignende og så på navnet; Faviidae Echinopora. Det gjaldt virkelig om at have huske hatten på og koncentrere sig, hvis ikke man ville hægtes af science-toget. Måden jeg lærte alle navnene på og senere at linke dem til de pågældende koraler var ved at digte en lille historie omkring dem. For eksempel; Polyphyllia Talpina – (Bonus info: Koraller er grupperinger af polypper) En polyp hyller fordi den har tandpine. Måden jeg så linkede den til den pågældende koral var fordi den har en masse strittende tentakler, hvilket ligner for mig at den rækker ud efter hjælp på grund af tandpinen. Det virker lidt dumt med historierne, men det virker. For at få lov at lave ”survey’s”, hvilket er det vi kom for, skal vi bestå 12 prøver. Det består af teoretiske prøver, pointy prøver, trial prøver og survey prøver. Jeg var heldig at bestå alle prøverne på første forsøg, så min optrænings tid blev små 2 uger. Andre var mere uheldige og vi har endda én der først lige er bestået alle efter 3 uger. CCC tager prøverne meget seriøst og giver ikke noget i svingene, hvis de ikke kan regne med vores data, er det hele lige meget.

Træningsdagene inkluderede verdensklasse dykning. Det hele foregik i nogle af de mest jomfruelige koralrev i Filippinerne og vi så ekstremt meget spændende; frogfish, Stingrays, Triggerfishs, Moray Eels, Pyjama Cardinals. Jacks, Giant Clams, Turtles, Lionfishs, Seasnakes, spider crab, Tobys, Cuttlefishes, Octopus, cowfish, Barracudas, Trumpetfishes, Filefishes, nudi’s, Trunkfish, Scorpionfishes, Boxfishes, Juvenile Spade fishes, Spade fishes, Crown of thorns og tusindvis af andre super cool ting. Alene uden for vores hus rev blev der blevet spottet hvalhajer tre gange i denne periode, men uden held for mig. En af gangene var vi cirka 10 dykker der skulle studere nogle sponges på bunden. Da vi kom op havde to af vores egne set en 12 meter lang hvalhaj svømme 3 – 5 meter over hovedet på os, uden nogen af os hvad lagt mærke til det – frustrerende! Men også pirrende.

Vi bruger hver eneste dag, mandag til lørdag, på at lave survey’s. En normal dag kunne se ud som dette: sejler af sted kl. 07:30. Ombord gør vi vores grej klar og repeterer teorien en ekstra gang. Kl. 09:00 hopper første team i vandet for at lave morgendagens dybde survey (25 meter). Efter alle teams har været i vandet, spiser vi frokost og venter til første team har haft 3 timer på overfladen (Én af CCC konservative regler for sikker dykning). Alle teams laver endnu en survey (<18 meter) og her efter vender skuden hjem til papirarbejde - registrering af dagens indsamlede data. Dette tager normalt ind til aftensmad, efter mad er der hver dag en eller anden form for undervisning; Marine liv, første hjælp, oxygen håndtering, dykker kursus, certificeringer eller indføring i CCC’s arbejde, strategier og visioner. Vi får normalt fri omkring kl. 20:00, hvor de fleste normalt finder vej til sengen meget hurtigt.

Indtil videre har undervisningen givet mig baseline check (De 2 ugers træning, CCC’s egen metode), Emergency first aid, Rescue diver og reef check (International metode) certifikat.

Dagene på båden er fantastiske, varme og oplevelsesfyldte. Vi har normalt cirka en times transport tid langs kysten. Det giver rig mulighed for at studere de mange små, ekstrem simple og afsidesliggende fiskehytter, junglen som går helt ned til vandkanten, delfiner og flyvefisk som bryder havets monotone baby-bølger og de dominerende bjerge, som viser sig som grønne bomuldstoppe, på grund af den altdækkende palme jungle. Om bord dræner solen og varmen ens energi, så folk forsøger i løbet af dagen at opsnuse en smule komfort og spare på energien, mens vi med moderat fart glider langs den inspirerende varierende kyst, der skifter fra smukt pudder sand, til store kamppesten, til alle former for rå klippe. Frokosten består af ris og grønsager - hver dag. Kedeligt, men i disse omgivelser og med Jack Johnson i Ipod højtaleren, smager det som is. De tre timers overflade interval bruges til ”afskysvækkende” tidsfordriv som solbadning, svømning, fantasifulde udspring fra båden, sove, spille kort, høre musik eller læse. Tro det eller ej, men det er faktisk hårdt arbejde at bruge 5 – 8 timer på en båd hver dag.

Nogle dage er der alternative ting på programmet, for det meste omhandler det repræsentation i lokal samfundet. For eksempel var vi en dag inviteret til hel stegt pattegris hos den lokale høvding, en anden dag blev vi udfordret til en basketball (Ph. Nationalsport) dyst af de lokale helte, en eftermiddag brugte vi ved en nærliggende skole til at opføre et teater spil, male fisk på en væg og fortælle om koralrev og lignende og i sidste weekend deltog vi i det årlige Fiesta, hvilket er en kæmpe folkefest på højde med vores jul og nytår. Folk spiser som gale hele dagen og om aften og natten danser de disco og techno i en øde plet i junglen. Det var alle suveræne oplevelser, hvor vi virkelig fik chancen for at tale med de lokale og forsøge at forstå dem. Jeg føler mig nærmest som en berømt opdagelsesrejsende her, folk kommer strømmende hen for at tale eller danse med os. For eksempel kom en lille pige hen og ville danse tango med mig midt på gaden i den lokale landsby. Den lokale ”De-hårde-gutter”-bande kom løbende med øl til os og ville være vores venner. En lille speciel ting var ved festen; fyre byder ikke piger op til dans eller omvendt. Fyre byder fyre op til dans og hvis den ene fyr ”godkender” den anden lader han hans søster eller veninde danse med ham.

Andre dage popper de alternative oplevelser bare op. For eksempel en dag lagde en stor DANSK dykkerbåd til lige uden for vores hus rev. 50 dykker og strand glade danskere kom strømmende i land i små motorbåde. Jeg blev hurtigt skubbet frem, af vores ekspeditions leder, for at skulle repræsentere os og fortælle om stedet. Det endte med at jeg blev inviteret ombord til cocktails, vin og aftensmad. Det var virkelig rart at snakke lidt dansk igen (Kun britiske deltager og 1 amerikansk) og slappe af i civiliserede omgivelser (Især med toiletter der kunne skylde ud!). Inden jeg forlod skibet havde jeg armene fulde af ”skatte”, såsom danske aviser, bøger, tyggegummi, slik og ikke mindst Waterproof plastre (Hvilket er i meget høj kurs når man dykker så intensivt som her).

Men den største af alle oplevelser indtil videre skete i dag (d. 29/10/2009). På vej fra morgendagens survey til eftermiddagens tog, Andreas Kjær sig lejlighedsvis en lille lur. Pludselig blev jeg vækket af et lille spark i siden af en af de andre. Han sagde et eller andet sludder og peger ud i vandet. Dvask kiggede jeg ud og spurgte om det igen er delfiner der leger. Men øjeblikkeligt gik det op for mig at det er en hvalhaj og søvnen forsvandt med ét fra min krop. Jeg sprang op, grab mine finner og maske, sprang på hovedet i vandet, som den første og begyndte at svømme som pisket. Det første jeg mødte efter 2 minutters svømmen var en mur af store tunfisk, som jeg kort betragtede, inden jeg skimtede noget langt større og langt mere interessent på den anden side. En 7 meter lang hvalhaj lå i overfladen og spiser vandmænd. Min krop rystede, trods afstanden stadig var omkring 20 meter. Jeg stak hovedet op og råbte til de andre, inden jeg med fuldkraft svømmede imod den. Da jeg var omkring 5 meter fra den, vendte den pludselig skarpt og skiftede kurs imod mig. Ala Deep Blue Sea scener poppede pludselig op i hovedet på mig, da jeg opdagede at den 7 meter lange haj havde kollisionskurs mod mig. I et speltsekund fyldes jeg af frygt, men lige så hurtigt som frygten kom, forandres den til ærbødighed og respekt for denne prægtige ufarlige fisk. Som bøgerne og de andre dykkere adskillige gange har fortalte mig, undveg den mig elegant, for hvalhajer vil ikke angribe eller ramme folk, den testede og undersøgte mig bare. Roligt cirklede den rundt under mig, mens de andre fik padlet sig frem. Den lod sig beundre i ca. 5 minutter, hvorefter den dovent slog et par slag med halen og satte tempoet op. Mig og en ven, Joe, havde kræfter i benene endnu, så vi valgte at svømme, fuld kræft, med den i ca. 3 minutter, hvorefter den stoppede op og gav os, de vedholdende, et par minutters show off i belønning. På dette tidspunkt var der kun os to, hvalhajen og the big blue. Den cirklede et par gange rundt og kiggede på os og tog afsked, hvorefter den krummende dens gigantiske krop mod overfladen og dykkede lodret ned i det skrigende blå ingenting.

Det var en kæmpe oplevelse for os alle, selv vores marine underviser havde aldrig før svømmet med en hvalhaj. Vi var euforiske og diskuterede ivrigt vores første måde med en kæmpe. MEN; faktisk var det slet ikke en kæmpe; vores underviser fortalte at den maksimal var 7 meter lang, hvilket vil sige at den stadig ikke er voksen. Jeg er og var lamslået over at den rent faktisk kan blive over dobbelt så stor. Forhåbentlig får jeg også chancen for at møde et stort eksemplar.

Disse første 30 dage har forandret, bidraget og rykket en masse i mig. Jeg har aldrig før lært og oplevet så meget, på så kort tid. Det burde næsten være SU berigtiget; for dette slår en hver form for engelsk, samfundsfags og biologi undervisning jeg nogensinde har modtaget. Hver dag, time, minut bombarderes jeg af store og små dråber af nye indtryk, forståelser og livsanskuelser, dels fra undervisningen, den filippinske kultur og britiske kultur.

Per Højholt (f. 1928)
   En dråbe til den
   slettes i ringe
   den ikke var før

Det kan ikke undgås at dette eventyr vil påvirke mig, ændre mig, danne mig og, forhåbentlig, forbedre mig.

Med venlig hilsen

Andreas Kjaer

Manila - Money talks

En fransk ven her fortalte mig, at verden ikke bare er én verden. Dette, Manila, er en kynisk fremmed jungle, en norsk 60 årig fastboende mand beskrev sarkastisk stedet som: "The rich losers country", stedet hvor du kan købe alt.
Penge er reel magt her - du kan for 1000 pesos (100 kr.) få politiet til at kigge den anden vej, for 5 pesos (50 øre) kan du få folk til at bære dine tasker, for 400 pesos (4 kr.) kan du få én mands arbejdskraft i et døgn, 1000 pesos (100 kr.) kan du få en kvindes kærlighed, 10 000 pesos (1000 kr) kan du tage hendes barn med hjem, for 150 pesos (15 kr.) serveres en stor Big Mac menu, for 6000 pesos (600 kr.) (plus 1000 pesos til politiet) kan du få slået din filippinske nabo ihjel, 500 pesos (50 kr.) har du din egen privat taxi i en halv dag, 1000 pesos (100 kr.) koster en guitar, for 50 pesos (5 kr.) vil en lokal være din ven og fortælle om sit liv over en øl og for 10 pesos (1 kr.) kan du få et råd af fx. politiet, en købmand eller en tilfældig på gaden. Alt her koster penge og alt er til salg.

Skræmmende og stødende, men som sandt er, denne verden skal og kan ikke sammenlignes med vores verden - Dette er Manila.

Jeg ser frem til at komme ud af Manila og få hovedet under vandet.