Først den ene vej og så den anden vej.

Hjem til landet hvor det flyder med mælk og honning.

En episode ved Bork havne festival, nogle dage efter min hjemkomst, gjorde det for alvor klart at jeg var kommet hjem igen og at hjem var i gode Danmark.

”En lille rød ombygget John Deere golfvogn kom susende rundt om hjørnet, sekunder efter at min kammerat havde haft et mindre sammenstød og slået hovedet. Den ene række sæder var udskiftet med en polstret båre og til køretøjet klamrede sig en mindre hær af røde personer. Det var samaritter, iklædt perfekte spritnye røde kedeldragter, huer og sorte sko - hver med små sirlige broderede samarit logoer. Patienten blev hurtigt, høfligt og effektivt undersøgt af minimum 3 samaritter, mens resten forhørte de omkring stående. Inden længe var forstærkninger ankommet i form af to gule pladsbetjente med hver en nuttet politihund. Der var styr på situationen – osse i den grad! Kort efter luntede den rød/gule armé tilbage til samarit lejren, efter at patienten var konstateret uskadt.”

I det øjeblik, stod det i skarp kontrast til mange af mine nyligste minder fra min tur til Filippinerne. At der bare var styr på tingene, at man hverken skulle tilkalde, bede, tigge eller betale for hjælp, nej, hjælpen kom stormende! Det var professionelt, koordineret, up-to-date, høflig og gratis. Der var såmænd inkluderet et smil, et klap på skulderen og en flaske kildevand. Rendyrket Danmark.

I mit sind havde jeg vænnet mig til at jonglere rundt med de anderledes oplevelser fra Filippinerne - på sin vis at acceptere dem. Men lige pludselig blev denne solide klods af velfærd smidt ind i gøglet, og stødte ind i og rodede rundt med de mere skarp-takkede minder. Forskellen var absolut og de hørte til hver deres gøgler. Gøglere der hørte til i to forskellige brancher.

Turen affødte en erkendelse af at verden er større og mere anderledes end som så, samt en stor tilfredshed med vores danske fællesskab. Stolthed over at komme hjem til danskernes flueknepperi og tænke; Fedt!, vores største regeringsproblem er at Lene Espersen er et menneske og havde brug for en uge med familien. Der er helt andre kalibre af politiske problemer, man end ikke taler om, i Filippinerne.

Turen i flyvemaskinen derned var pirrende og intens. For alvor, ville mors og fars vinge være udenfor rækkevidde. Fiktiv og overvældende var hvad den første uge i Manila føltes, såmænd også de efterfølgende. Månederne på CCC basen brugte jeg, udover mit arbejde, til at forstå palmetræerne. De var ikke ægte for mig, de tilhørte Hollywood. Mit ordforråd var begrænset, min ytringsevne var begrænset - alene dansker blandt briter. Snarligt tænkte og drømte jeg engelsk, hvilket jo grundlæggende gjorde mig begrænset – det var skønt. Bid for bid manifesterede virkeligheden sig i mig, sprog blev sprog og Filippinerne eksisterede. Skolebørn, guldfisk, Tuba (kokosnøddevin) og mangrove plantning mærkede mig og lærte mig. Skiftet fra NGO til ”kommerciel ø paradis” var markant og tempoet blev sat i vejret. Opgaver der skulle løses og tillid der skulle vindes. Gør hvad du er bedst til; kokken laver mad og dykker-drengen dykker. Det blev til rigtig mange timer unterwasser. Standard-jokes og røverhistorier blev rygradsmateriale i baren, når der skulle underholdes. Besøge lokale venner og nærliggende landsbyer var hvad fridagene bød på. Efter måneders økuller, havde jeg halvanden måned som landevejssvend, hvor de mest eksotiske seværdigheder blev besøgt. Da dagen var inde, var jeg klar til at tage hjem.

Det tog mig lang tid at komme egentlig til Filippinerne. I lang tid svævede jeg et sted indimellem. Der var sku så meget. Rejsen var fantastisk og min nattesøvn har næppe været bedre. Overgangen, turen tilbage, var helt anderledes. Da jeg hørte far sige; ”Der er han sku!”, var jeg tilbage. Der var ikke så meget bøvl. Haven, skoven, byen, vejret, folkene og Danmark var det samme – den eneste forskel er nu, frem for før, at Danmark ikke længere er alene i verden – nu er der to. To lande og to verdner. Forskellene er absolutte og minderne hører til hver deres gøgler. Gøglere der hørte til i to forskellige brancher.

Hilsner fra

Andreas Kjær

Changes

Min sidste måned hos Sangat er som dive mananger. Jojo er på ferie i tyskland og har efterladt al koordineringen og udførslen af dykningen her i mine små hænder. Spændende og rigtig udfordrende. De første dage var lidt af en hjernevrider, men nu efter godt og vel 10 dage, går det glat. Når Jojo vender hjem d. 16. juni og overtager tronen igen, er min tid i Sangat boblen over. Originalt var planen at tage hjem, men men men, 9 måneder under overfalden har skabt en trang til at udforske overfladen. Det tog knap 3 minutter at ændre planerne, et lille opkald til KLM og min returbillet var stemplet d. 25. juli.

Planen hedder: dumpe alt mit tunge udstyr og bagage i Manila og så bare rejse rundt for mig selv, udstyret med en bette backpack og Lonely Planet. Ting jeg har i sigte er risterrasserne, Boracay, Subic bay, vulkanerne, Puerto Galera mm. Men planen er ingen plan.

Stor fisk

Et øjebliks uendelighed + UW-video

Jojo og jeg guidede hver vores gruppe af dykkere over Irako tidlig morgen. Nær fronten af skibet, lavede Jojo en mindre spontan spasme, der fik mig til kaste et blik op over ham. Få meter over, svømmede en baby hvalhaj – lækkert! Vi fulgte den ud i det blå, væk fra alt synlig reference og befandt os inden vi vidste af det, midt i en storm af meter store trevallies – tusindvis! Men hvad der fuldendte øjeblikket var to voksne hvalhajer der cruisede rundt om den tornado formede stime. Ubeskriveligt øjeblik. Vi steg langsom op fra de 35 meters dybde vi mødte dem på og endte 20 minutter efter på sikkerhedsstoppet, hvor vi i ro og mag kunne betragte dramaet fra oven. Gang på gang skød trevallierne til side og brød mønstret for at give plads for en opspilet kæmpe mund eller en overdimensioneret halefinne.

                              (Billedet er taget af Dominik Wee)

Tavse kravlede vi op i speedbåden igen. Langsomt kom vi tilbage til virkeligheden og vi jublede i kor. Bare for at udfordre skæbnen tog vi ud til samme vrag om eftermiddagen for at tjekke om hvalhajerne stadig hang ud der. 30 sekunder efter vi havde proppet vores regulatorer i munden gled den første hvalhajer igen forbi os. To af slagsen svømmede roligt rundt. Da vi en halv time efter konstaterede at de var svømmet hver til sit, kulminerede billedet. En kæmpe 10 – 12 meter lang hvalhaj steg langsomt op nær gruppen og svømmede direkte ud i det blå. Fantastisk.

                              (Billedet er taget af Dominik Wee)
Som om det ikke var nok, mødte vi en hvalhaj igen en god uge efter, på samme sted, samt en bette én på Olympia Mari i dag (19/4).

Heldig som vi er, havde vi en professionel fotograf med på dykket med de tre hvalhajer, så på et tidspunkt vil der dumpe en CD ind af døren med høj kvalitets billeder. Crazy life.

Video 

En fransk gut gav mig optagelser fra et par dyk. Har klippet dem sammen, så i kan se mig svømme lidt rundt under vandet. Optagelserne er ikke i bedste kvalitet og lyset er lidt skidt, men har ikke bedre. Det er optaget på Olympia Maru, Kogyo Maru og i Barracuda Lake. Find filmen her under:

Sangat Dive Slave

Halvanden måned ved Sangat Island Reserve forsvandt hurtigere end nogensinde. Aktiviteterne har været 100 % begrænset til dyk og snak.

Hver eneste morgen bliver jeg vækket af de nyflugte Nitrox flasker, som bliver stakket op under min ”lejlighed”, klar til dagens arbejde. Præcis kl. 08.00 er der morgenmad, hvorefter jeg kl. 08.30 begynder at gøre bådene, udstyret og gæsterne klar til dagens første dyk. Morgendykket foregår altid på et af de dybere vrag; Irako, Akitsushima eller Kogyo. Vi forlader strandkanten i et brøl kl. 09.00 i en af vores to store 140 hestekræfters speedbåde, for igen fluks at tage gasen af og hoppe i vandet 3 – 7 minutter efter. Varigheden på dykkene er altid bestemt efter kundernes luft forbrug; dykket er overe ved 50 bar eller inden for en rimelig dekompressionsgrænse. Kl. 10.20 står vi igen på vores lille ø, for blot at skifte udstyr, kunder og flasker og smutte igen kl. 11.00 for dagens anden dyk. Normalt er det andet dyk af lavere karakter, enten på Olympia, Morazan, Sangat Gunboat, Okikawa eller på et lokalt koral rev. 12.30 tilbage på øen, læsse udstyr og kunder af, for straks efter at smutte op i restauranten for at få nyt brændstof indenbords kl. 13.00. Efterfølgende samme arbejdsgang som ved formiddagen; gøre udstyr, både og kunder klar, af sted til dybt dyk kl. 14.00, på øen igen kl. 15.20 og af sted igen kl. 16.00 til dagens ”sidste” dyk. 2 – 3 gange om ugen har vi et natdyk som det femte, det bliver skudt af kl. 18.20. Dejlig træt og sulten kl. 19.30 sidder vi i restauranten igen for aftensmad. Derefter står den på røverhistorier i baren eller i og omkring vores sofa område.

Den ene halvdel af mit arbejde er at dykke, den anden er at snakke. At atmosfæren er god og at folk er glade og muntre, samt at de følger sig i gode hænder, er lige så vigtigt som vragene dem selv. Nogle dykkere jokere vi med, andre beroliger vi og andre helt tredje lytter vi bare til. Dette gælder hele vejen rundt; på stranden, ved dive-shoppen, i restauranten og i baren – vi skal performe hele tiden, ikke kun under vandet. Hvis du spørger Jojo (Min instruktør) er denne part den alt afgørende og den vigtigste. Heldigvis kan jeg lide det og gør det med glæde.

Baren – min nye skole. Vores lille ø, er en afslappende oase for mennesker fra hele verden. Folk kommer aldrig her sure – det er ferie og de har betalt læssevis af penge for at være her – så snakken går altid let og smilene sidder løst. Den ene dag er baren fuld af amerikanere og rumæner, den næste er det russere og franskmænd. Indtryk og (røver)historier fra den vide verden flyver rundt i lokalet og det eneste jeg skal gøre, er at forsøge at kapere dem. Små bider fra hele verden deles og jeg rager taknemligt til mig. Langsomt, men heldigvis fremadskridende, danner jeg et svagt billede af folk fra den store verden – Same, same, but different.

Stuck in paradise

Har flere gange ville beskrive stedet, men har ikke kunnet finde de rette ord til det. Derfor har jeg istedet rendt stedet rundt med mit kamera og lavet en lille film.



Min rolle her på stedet er at være dykker guide og tage folk forsvarligt med ned og op igen. Vi dykker hovedsageligt på en række fantastiske vrag og rev lige rundt om hjørnet. Vragene tiltrækker entusiaster fra hele verden, både for rekreativ- og teknisk dykning.

For tiden er vi fuldt booked og har rigtig travlt, så jeg er i vandet hver eneste dag i omkring 3 - 4 timer (4 - 5 dyk). Arbejdsdagen er lang, arbejdet er fysisk hårdt, men oplevelserne afføder en vedvarende strøm af energi og entusiasme.

Når tid kommer, vil jeg beskrive nærmere hvordan stedet drives i en komfortable Pro-Eco Robinson Cruise stil, samt en gennemgang af de fantastiske vrag, som holder mig her.

Med venlig hilsen
Andreas

Explorer

Lægge godt til side, for at finde nyt godt.

Mærkeligt som man kan vende sig til alting, alting kan blive rutine og virke som det eneste rigtige.

- Mærkeligt hvordan, en halv færdig bygning, uden ordentligt tag, uden toilet- og badeforhold, tonsvis af insekter, edderkopper, kakerlakker og gekkoer, placeret på strandkanten, omgivet af hundredvis af kilometer af palme jungle, alligevel kan virke trygt, godt og hjemligt i sidste ende. - Mærkeligt hvordan daglig dykning i nogle af verdens smukkeste og unikke koral rev begynder at føles som betryggende dagligdagsrutine. - Mærkeligt hvordan de palmeklædte bjerge, det rolige tropiske vand og det korte brune Filippiner-look bliver det almindelige.

Min tid ved CCC er nu overe og d. 14. januar tog jeg mine tasker med 35 kg udstyr og ejendele på nakken. Tiden og opholdet har været enestående og bestemt et minde for livet. Da jeg sad i bussen og vinkede farvel til mine kollegaer kunne jeg rigtig mærke den tætte personlige relation vi havde knyttet gennem de sidste måneder. Men tiden var inde til at finde nyt, jeg havde været der længe nok til rigtig at blive fortrolig og selvstikker med arbejdet, dykning og tilværelsen i CCC-Napantao-boblen. Nu var jeg klar til nye udfordringer og en ny ”ufortrolig” tilværelse, hvor jeg igen starter fra nul – ingen rutiner, intet almindeligt og ingen selvtillid. Den nemme løsning havde været at blive i trygge og rare Napantao, men som Kierkegaard så fint har sagt: ”At vove, er at miste fodfæstet et øjeblik – ikke at vove er at miste sig selv”. Jeg er sikker på at min næste mooring buoy vil blive mindst lige så godt.

I min færd tværs over Filippinerne hoppede jeg i vandet et par gange for at opleve hajer i øjenhøjde. Kæmpe Thresher sharks, White Tip sharks, Devil Rays og Sting rays var hvad jeg mødte og det var intet mindre end fantastisk.¨

Som så ofte før i Filippinerne, er planer mere ønsker, jeg formåede at strande to gange på min tur fra den ene ende til den anden. Først på grund af en færge der ikke ville sejle i Bato og derefter et fly der ikke ville flyve i Manila.

Men nu i skrivende stund er jeg endelig ankommet til min sidste planlagt destination, Sangat Island. Et idyllisk og fredfuldt dykker ressort 25 min. ud for Coron Town, hvor jeg vil være de sidste 5 måneder. Jeg har fået min egen lille hems over Jetski garagen og nu på begyndt divemaster studierne.

Jeg vil lave en beskrivelse af stedet og hvad jeg skal lave her på et senere tidspunkt.

Best wishes

Andreas

Uddannelsescenter Ringkøbing og Skjern; Artikel + sognbladet

Vagn Bro, informationsmedarbejder, fra Uddannelsescenter Ringkøbing og Skjern har skrevet en rigtig god artikel om mit lille rejseprojekt, hvor han tydeligt beskriver hvordan og hvad jeg har gjort for at realiserer drømmen og hvor jeg lærte projektmetoderne; HTX Skjern.

Klik på billedet herunder for at komme direkte til artiklen:

Ligeledes er der et afsnit om min tur I Stauning & Dejbjerg Sogneblad, som kan ses ved at klikke på billedet nedenfor:

Friske billeder, fra blandt andet jul. Klik for at komme til albummet:

 

Mvh.

Andreas Kjær

Advent gave, rød jul og våd nytår

For at undgå at folk får for meget fiske- og algestress, tildeles vi en feriedag for hver påbegyndt måned vi deltager. Dette giver mulighed for at forlade basen og holde lidt fri på egen hånd - Typisk meget tiltrængt, da basen befinder sig i et meget isoleret område og vi er mange mennesker under samme utætte tag.

Sammen med tre andre, tog jeg tur rygsækken på nakken og hoppede ombord på en bette lokal færge. Vi havde besluttet at bruge vores feriedage og lommepenge på en lille advent surfer uge i det verdensberømte Cloud 9 - på øen Siargao, omkring det fjerneste område i Filippinerne du har lyst til at gå. Ca. 8 timers rejsen fra Napatao. Surfer-nørder og hurtige right-hander bølger, en enkel surfer- og souvenirer butik, udover det lokale marked og en håndfuld vandrehjem og resorts var alt legendernes bølge har formået at fostre. Surfere har ikke mange krav og spenderer bestemt ikke unødvendige penge og turister var her ingen af - Udover os. Stedet bød på tre muligheder; surfing med de lokale surfere, San Miguel bælgning med de lokale surfere eller blære-historie-fortælling med de lokale surfere. Vi havde en absolut fantastisk uge og manglede bestemt intet!

Julen faldt over Napantao! Delvis gennem e-mail, facebook, mobil, julekort og pakkepost og med ekstra hjælp fra billig filippinsk julepynt, jule musik og masser af mad, lykkedes det at opdyrke oprigtig julestemning. Traditionstro, var Danskheden i minoritet og selv med alliance fra tyskernes ryst, blev julen udskudt til d. 25, da UK og franskmændene overtrumfede os. Men intet i verden kunne frelse mine gavers gavepapir d. 24! Juleaften/aften-efter stod den på mad og drikke – rigtig meget mad og rigtig meget drikke. Juleaften 2009 blev bestemt en uforglemmelig jul.

Planen for nytårsaften var oprindelig at deltage i en stor fest i den nærmeste lokale by, hvor der var opstillet udendørs diskotek og bar under kokostræerne. Men som så ofte før her i Filippinerne, er planer nærmere ønsker. Fra tidlig nytårsmorgen forærede himmelen os et fyrværkeri af lyn og massiv regn, hvilket betød at vi ikke kunne gå nogen steder. Transport var ikke en mulighed, da regn omdanner vejene til vandløb/mudderløb. Vi tænkte kreativt og kom frem til den fremragende konklusion at dagen, aften og natten stod på druk spil. Bestemt et rigeligt vådt nytårsaften.

Mine to sidste uger med CCC står nu for døren.

De bedste hilsner

Andreas