Sangat Dive Slave

Halvanden måned ved Sangat Island Reserve forsvandt hurtigere end nogensinde. Aktiviteterne har været 100 % begrænset til dyk og snak.

Hver eneste morgen bliver jeg vækket af de nyflugte Nitrox flasker, som bliver stakket op under min ”lejlighed”, klar til dagens arbejde. Præcis kl. 08.00 er der morgenmad, hvorefter jeg kl. 08.30 begynder at gøre bådene, udstyret og gæsterne klar til dagens første dyk. Morgendykket foregår altid på et af de dybere vrag; Irako, Akitsushima eller Kogyo. Vi forlader strandkanten i et brøl kl. 09.00 i en af vores to store 140 hestekræfters speedbåde, for igen fluks at tage gasen af og hoppe i vandet 3 – 7 minutter efter. Varigheden på dykkene er altid bestemt efter kundernes luft forbrug; dykket er overe ved 50 bar eller inden for en rimelig dekompressionsgrænse. Kl. 10.20 står vi igen på vores lille ø, for blot at skifte udstyr, kunder og flasker og smutte igen kl. 11.00 for dagens anden dyk. Normalt er det andet dyk af lavere karakter, enten på Olympia, Morazan, Sangat Gunboat, Okikawa eller på et lokalt koral rev. 12.30 tilbage på øen, læsse udstyr og kunder af, for straks efter at smutte op i restauranten for at få nyt brændstof indenbords kl. 13.00. Efterfølgende samme arbejdsgang som ved formiddagen; gøre udstyr, både og kunder klar, af sted til dybt dyk kl. 14.00, på øen igen kl. 15.20 og af sted igen kl. 16.00 til dagens ”sidste” dyk. 2 – 3 gange om ugen har vi et natdyk som det femte, det bliver skudt af kl. 18.20. Dejlig træt og sulten kl. 19.30 sidder vi i restauranten igen for aftensmad. Derefter står den på røverhistorier i baren eller i og omkring vores sofa område.

Den ene halvdel af mit arbejde er at dykke, den anden er at snakke. At atmosfæren er god og at folk er glade og muntre, samt at de følger sig i gode hænder, er lige så vigtigt som vragene dem selv. Nogle dykkere jokere vi med, andre beroliger vi og andre helt tredje lytter vi bare til. Dette gælder hele vejen rundt; på stranden, ved dive-shoppen, i restauranten og i baren – vi skal performe hele tiden, ikke kun under vandet. Hvis du spørger Jojo (Min instruktør) er denne part den alt afgørende og den vigtigste. Heldigvis kan jeg lide det og gør det med glæde.

Baren – min nye skole. Vores lille ø, er en afslappende oase for mennesker fra hele verden. Folk kommer aldrig her sure – det er ferie og de har betalt læssevis af penge for at være her – så snakken går altid let og smilene sidder løst. Den ene dag er baren fuld af amerikanere og rumæner, den næste er det russere og franskmænd. Indtryk og (røver)historier fra den vide verden flyver rundt i lokalet og det eneste jeg skal gøre, er at forsøge at kapere dem. Små bider fra hele verden deles og jeg rager taknemligt til mig. Langsomt, men heldigvis fremadskridende, danner jeg et svagt billede af folk fra den store verden – Same, same, but different.