Endnu et uforglemmeligt møde.
Hver eneste dag joker, diskuterer og drømmer vi om hvalhajer, fordi de simpelthen er noget ganske særligt og ultimativt. Mystisk, rolig, kraftfuld og sjælden.
Fiskere gennem århundreder har rapporteret om disse kæmper, der roligt svømmer i overfladen for at spise plankton og jellyfish. Trods det, at vi så godt som altid har kendt til hvalhajen og altid har været fascineret af den, ved vi så godt som intet om den – dens rute, levemønster, maks. alder, hvor de parrer sig, hvor de fødder, hvor dybt de kan svømme og hvad pokker de laver dybt nede i ingenting, når deres føde er i overfladen. Sammenlignet med almindelige hvaler, er hvalhajen overlegen, da den ikke er tvunget til at gå til overfladen for luft. Forsøg med radiosender på hvalhajer har vist at de dykker meget dybt for meget lange perioder og ofte dybere end radiosenderne kan modstå (1000 m.) - derfor har det aldrig lykkedes at løse hvalhaj mysteriet, simpelthen fordi de forsvinder.
Den 22. december 2009 kl. 12:28, efter en vellykket morgen-survey ud for Sonok-bay, kom hele teamet traskende træt og sulten tilbage fra båden og smed alt udstyret på den dertil indrettede bænk.
Sekunder efter hørte og så jeg vores Irske deltager, Carmel, hoppe op og ned, mens hun råbte ”Big Fish, biiig fish” og pegede ud mod det ene fjerne hjørne af vores lokale MPA. En stor hajfinne skar blødt vandet. Min nyindkodede tilstand ”Whaleshark” blev slået til og jeg smed, bogstaveligt, alt jeg havde i hænderne, greb mine finner og maske og hoppede i vandet. Distancen mellem hajen og os var godt og vel ½ km og vi vidste at den kunne forsvinde lige så pludselig som den var kommet. Der skulle svømmes stærkt og lydløst.
Når man ligger i vandet, svømmer for fuldkraft, i halv meter store bølger og jagter verdens største haj, som du har drømt om og ventet på i ugevis, pumper glødende varm adrenalin rundt i kroppen og tvinger armene og benene til at fortsætte ufortrøden. Efter få minutter var vores Science Officer, Ben, og jeg de eneste fortsat jagtende, tidevands understrømmen og bølgerne havde langsomt tappet resten for energi. Råb fra land, om at vi skulle komme tilbage, ekkoede. Vi fortsatte, Ben havde endnu ikke set sin første hvalhaj efter 6 måneder i Filippinerne og jeg var besat af tanken om at svømme med endnu én.
Pludselig og uden varsel ændrede mit udsyn fra komplet ingenting-blåt til et You-Tube-genkendelsesagtig-syn. En krummet hvalhaj, med en fuld opspilet mund nedstirrede mig, mindre end 2 meter foran mig. Jeg skreg halv i angst og halv i overvældelse; ”BEN, IT IS FUCKING HERRE!!”. Den blev på samme sted for et par minutter og lod sig beundre, hvorefter den svømmede ud mod Napantao 60 meter lodret drop-off. Den dykkede i en let vinkel ned i dybet, ned over væggen. Som spejlbilleder af hinanden fri dykkede både Ben og jeg ned og følte dens nedstigning, indtil smerten i vores lunger overmandede os. Saligt smeltede dens mørke krop og omrids sammen med dybets mørke og kun dens lyse brikker stod tilbage som kontrast i et sekund eller to før den forsvandt totalt ned i dybet. Det mentale billede eksploderede i en fælles jubel.
Mange drømme imødegås på ét og samme tidspunkt og risiko for skuffelse var potentiel, men heldigvis kunne mødet sagtens, og mere til, leve op til selv de bedste drømme. Omstændighederne og måden det udspillede sig på var perfekt – ikke en australsk mini flyver med et ekkolod der spottede den og en lille hurtig speedbåd der droppede en af ved siden af den. Nej, vi ventede og drømte, og kæmpede og fandt.
Til historien, høre også de utallige mislykkede forsøg, hvor vi sprang i vandet og svømmede som besatte og mødte aldrig andet end kulsort koldt understrømsvand. Hvalhajer er for seje!
Var mening jeg ville skrive om jul og min julegave til mig selv i dag. Men det må blive senere, hvalhajen var sejere.
Gældelig jul og godt nytår
Andreas
