Turen gik med fly fra Manila til Tacloban, hvor en Filippinske CCC-råbende mand ventede. Flere filippinske passagerer spurgte mig om jeg var turist og hvad i alverden jeg ville på Leyte – tydeligvis ikke et almindeligt turistmål. Lufthavnen var på størrelse med Dejbjerg kirke og landingsbanen som fodboldpladsen. Samtlige hvide (5) mennesker ombord på flyet viste sig her at være nye deltagere på projektet. Alle briter, undtagen en enkel amerikaner. Vi blev losset ombord på en gammel stønnende mini van og gav os i kast med en ca. 150 km kuberet tur til bassen. Vejen var rynket, solen viste ingen barmhjertighed, luften var tæt af sved og duften af våd jungle – men humøret var højt. Turen var 5 timers intens oplevelse; i det ene minut overhalede vi en fyr ridende på en ko, senere var junglen forvandlet til rismarker og gennem hele turen spekulerede jeg om det her var en by eller en jungle, for overalt langs ”vejen” var der små ”hytter” af bambus under de ellers så dominerende kokospalmer. Overalt kiggede folk nysgerrigt efter os og børnene lyste op og vinkede som gale når de så vores hvide skind.
(Det hvide til hojre i billedet er vores base. Langt langt ude i ingenting.)
Efter 5 timers sveden havde jeg næsten opgivet min tillid til chaufføren, men pludseligt holdt stønnene op og vi var fremme. En stor hvid bygning, ca. 5 meter fra vandkanten, kun med stålplader som tag hilste os velkommen. Forsigtigt og træt listede vi ind af hoveddøren og mødte et bundt af glade, stor smilende og hilsende CCC-deltagere (18 i alt), der ventede med varm aftensmad og klassikere på stereoanlægget. Jeg blev tildelt et ca. 15 m2 stort værelse sammen med to andre. Der var ingen skabe, kun en seng til hver og vi blev informeret om at vi endelig ikke skulle bruge toilettet inden rundvisningen.
Rundvisningen var interessant. Klokken var ca. 22:00 og alt var sort. Vi blev bedt om at finde vores lommelygter og en spand og møde Richard (Ekspeditions lederen) udenfor. Han førte os ca. 5 minutters gang ind i junglen til en lille kilde. Alt omkring os bevægede sig, sang eller raslede i skovbunden. Kilden er den eneste mulighed for ”rent” vand til bad fortalte Richard og fortsatte med ”Forresten husk en lommelygte hver gang, for her er slanger og kæmpe edderkopper, som i ikke har lyst til at møde og i vil højst sandsynligt komme til at bade når det er mørkt, for vi skal arbejde indtil solnedgang hver dag”. Efter dette tog han os med ned til havet via nogle beton trapper og sagde at her skulle vi fylde vores spande til toiletterne, for toiletterne kan ikke skylde ud. Det næste var en præsentation af de lokale vagter, som lå halvsovende i en hængekøje og legede med deres rustne pumpguns. Vagter er standard i Filippinerne, så det er ikke fordi det er specielt nødvendigt. Den lille briefing sluttede med informationen: morgenmaden kl. 06:00. Vi var alle pisse trætte og vi manglede alle at pakke ud og fixe vores senge.
Kl. 07:30 næste morgen startede vores første lektion omkring marine livet. Ca. 45 koral arter, 30 alger og græsarter, 75 invertebrates, 60 fiske familier og 80 fiske arter er ”target”, hvilket vil sige at vi skal kunne huske dem uden ad og identificerer dem. Navnene på halvdelen er vel og mærket på latin. Lektionerne var ekstrem intense, om morgen undervisning i klasselokalet, efterfulgt af en ”pointy dive”, hvilket er et dyk med en erfaren CCC dykker, som peger på en koral og derefter på en skriveplade med dens navn. Samme omgang om eftermiddagen. Al tid efter og indimellem sad vi med næsen i en bog. Meget gav ikke særlig meget mening. For eksempel kunne han pege på noget papir lignende og så på navnet; Faviidae Echinopora. Det gjaldt virkelig om at have huske hatten på og koncentrere sig, hvis ikke man ville hægtes af science-toget. Måden jeg lærte alle navnene på og senere at linke dem til de pågældende koraler var ved at digte en lille historie omkring dem. For eksempel; Polyphyllia Talpina – (Bonus info: Koraller er grupperinger af polypper) En polyp hyller fordi den har tandpine. Måden jeg så linkede den til den pågældende koral var fordi den har en masse strittende tentakler, hvilket ligner for mig at den rækker ud efter hjælp på grund af tandpinen. Det virker lidt dumt med historierne, men det virker. For at få lov at lave ”survey’s”, hvilket er det vi kom for, skal vi bestå 12 prøver. Det består af teoretiske prøver, pointy prøver, trial prøver og survey prøver. Jeg var heldig at bestå alle prøverne på første forsøg, så min optrænings tid blev små 2 uger. Andre var mere uheldige og vi har endda én der først lige er bestået alle efter 3 uger. CCC tager prøverne meget seriøst og giver ikke noget i svingene, hvis de ikke kan regne med vores data, er det hele lige meget.
Vi bruger hver eneste dag, mandag til lørdag, på at lave survey’s. En normal dag kunne se ud som dette: sejler af sted kl. 07:30. Ombord gør vi vores grej klar og repeterer teorien en ekstra gang. Kl. 09:00 hopper første team i vandet for at lave morgendagens dybde survey (25 meter). Efter alle teams har været i vandet, spiser vi frokost og venter til første team har haft 3 timer på overfladen (Én af CCC konservative regler for sikker dykning). Alle teams laver endnu en survey (<18 meter) og her efter vender skuden hjem til papirarbejde - registrering af dagens indsamlede data. Dette tager normalt ind til aftensmad, efter mad er der hver dag en eller anden form for undervisning; Marine liv, første hjælp, oxygen håndtering, dykker kursus, certificeringer eller indføring i CCC’s arbejde, strategier og visioner. Vi får normalt fri omkring kl. 20:00, hvor de fleste normalt finder vej til sengen meget hurtigt.
Indtil videre har undervisningen givet mig baseline check (De 2 ugers træning, CCC’s egen metode), Emergency first aid, Rescue diver og reef check (International metode) certifikat.
Nogle dage er der alternative ting på programmet, for det meste omhandler det repræsentation i lokal samfundet. For eksempel var vi en dag inviteret til hel stegt pattegris hos den lokale høvding, en anden dag blev vi udfordret til en basketball (Ph. Nationalsport) dyst af de lokale helte, en eftermiddag brugte vi ved en nærliggende skole til at opføre et teater spil, male fisk på en væg og fortælle om koralrev og lignende og i sidste weekend deltog vi i det årlige Fiesta, hvilket er en kæmpe folkefest på højde med vores jul og nytår. Folk spiser som gale hele dagen og om aften og natten danser de disco og techno i en øde plet i junglen. Det var alle suveræne oplevelser, hvor vi virkelig fik chancen for at tale med de lokale og forsøge at forstå dem. Jeg føler mig nærmest som en berømt opdagelsesrejsende her, folk kommer strømmende hen for at tale eller danse med os. For eksempel kom en lille pige hen og ville danse tango med mig midt på gaden i den lokale landsby. Den lokale ”De-hårde-gutter”-bande kom løbende med øl til os og ville være vores venner. En lille speciel ting var ved festen; fyre byder ikke piger op til dans eller omvendt. Fyre byder fyre op til dans og hvis den ene fyr ”godkender” den anden lader han hans søster eller veninde danse med ham.
Men den største af alle oplevelser indtil videre skete i dag (d. 29/10/2009). På vej fra morgendagens survey til eftermiddagens tog, Andreas Kjær sig lejlighedsvis en lille lur. Pludselig blev jeg vækket af et lille spark i siden af en af de andre. Han sagde et eller andet sludder og peger ud i vandet. Dvask kiggede jeg ud og spurgte om det igen er delfiner der leger. Men øjeblikkeligt gik det op for mig at det er en hvalhaj og søvnen forsvandt med ét fra min krop. Jeg sprang op, grab mine finner og maske, sprang på hovedet i vandet, som den første og begyndte at svømme som pisket. Det første jeg mødte efter 2 minutters svømmen var en mur af store tunfisk, som jeg kort betragtede, inden jeg skimtede noget langt større og langt mere interessent på den anden side. En 7 meter lang hvalhaj lå i overfladen og spiser vandmænd. Min krop rystede, trods afstanden stadig var omkring 20 meter. Jeg stak hovedet op og råbte til de andre, inden jeg med fuldkraft svømmede imod den. Da jeg var omkring 5 meter fra den, vendte den pludselig skarpt og skiftede kurs imod mig. Ala Deep Blue Sea scener poppede pludselig op i hovedet på mig, da jeg opdagede at den 7 meter lange haj havde kollisionskurs mod mig. I et speltsekund fyldes jeg af frygt, men lige så hurtigt som frygten kom, forandres den til ærbødighed og respekt for denne prægtige ufarlige fisk. Som bøgerne og de andre dykkere adskillige gange har fortalte mig, undveg den mig elegant, for hvalhajer vil ikke angribe eller ramme folk, den testede og undersøgte mig bare. Roligt cirklede den rundt under mig, mens de andre fik padlet sig frem. Den lod sig beundre i ca. 5 minutter, hvorefter den dovent slog et par slag med halen og satte tempoet op. Mig og en ven, Joe, havde kræfter i benene endnu, så vi valgte at svømme, fuld kræft, med den i ca. 3 minutter, hvorefter den stoppede op og gav os, de vedholdende, et par minutters show off i belønning. På dette tidspunkt var der kun os to, hvalhajen og the big blue. Den cirklede et par gange rundt og kiggede på os og tog afsked, hvorefter den krummende dens gigantiske krop mod overfladen og dykkede lodret ned i det skrigende blå ingenting.
Det var en kæmpe oplevelse for os alle, selv vores marine underviser havde aldrig før svømmet med en hvalhaj. Vi var euforiske og diskuterede ivrigt vores første måde med en kæmpe. MEN; faktisk var det slet ikke en kæmpe; vores underviser fortalte at den maksimal var 7 meter lang, hvilket vil sige at den stadig ikke er voksen. Jeg er og var lamslået over at den rent faktisk kan blive over dobbelt så stor. Forhåbentlig får jeg også chancen for at møde et stort eksemplar.
Disse første 30 dage har forandret, bidraget og rykket en masse i mig. Jeg har aldrig før lært og oplevet så meget, på så kort tid. Det burde næsten være SU berigtiget; for dette slår en hver form for engelsk, samfundsfags og biologi undervisning jeg nogensinde har modtaget. Hver dag, time, minut bombarderes jeg af store og små dråber af nye indtryk, forståelser og livsanskuelser, dels fra undervisningen, den filippinske kultur og britiske kultur.
Per Højholt (f. 1928)
En dråbe til den
slettes i ringe
den ikke var før
Det kan ikke undgås at dette eventyr vil påvirke mig, ændre mig, danne mig og, forhåbentlig, forbedre mig.
Med venlig hilsen
Andreas Kjaer
