Hjem til landet hvor det flyder med mælk og honning.
En episode ved Bork havne festival, nogle dage efter min hjemkomst, gjorde det for alvor klart at jeg var kommet hjem igen og at hjem var i gode Danmark.
”En lille rød ombygget John Deere golfvogn kom susende rundt om hjørnet, sekunder efter at min kammerat havde haft et mindre sammenstød og slået hovedet. Den ene række sæder var udskiftet med en polstret båre og til køretøjet klamrede sig en mindre hær af røde personer. Det var samaritter, iklædt perfekte spritnye røde kedeldragter, huer og sorte sko - hver med små sirlige broderede samarit logoer. Patienten blev hurtigt, høfligt og effektivt undersøgt af minimum 3 samaritter, mens resten forhørte de omkring stående. Inden længe var forstærkninger ankommet i form af to gule pladsbetjente med hver en nuttet politihund. Der var styr på situationen – osse i den grad! Kort efter luntede den rød/gule armé tilbage til samarit lejren, efter at patienten var konstateret uskadt.”
I det øjeblik, stod det i skarp kontrast til mange af mine nyligste minder fra min tur til Filippinerne. At der bare var styr på tingene, at man hverken skulle tilkalde, bede, tigge eller betale for hjælp, nej, hjælpen kom stormende! Det var professionelt, koordineret, up-to-date, høflig og gratis. Der var såmænd inkluderet et smil, et klap på skulderen og en flaske kildevand. Rendyrket Danmark.
I mit sind havde jeg vænnet mig til at jonglere rundt med de anderledes oplevelser fra Filippinerne - på sin vis at acceptere dem. Men lige pludselig blev denne solide klods af velfærd smidt ind i gøglet, og stødte ind i og rodede rundt med de mere skarp-takkede minder. Forskellen var absolut og de hørte til hver deres gøgler. Gøglere der hørte til i to forskellige brancher.
Turen affødte en erkendelse af at verden er større og mere anderledes end som så, samt en stor tilfredshed med vores danske fællesskab. Stolthed over at komme hjem til danskernes flueknepperi og tænke; Fedt!, vores største regeringsproblem er at Lene Espersen er et menneske og havde brug for en uge med familien. Der er helt andre kalibre af politiske problemer, man end ikke taler om, i Filippinerne.
Turen i flyvemaskinen derned var pirrende og intens. For alvor, ville mors og fars vinge være udenfor rækkevidde. Fiktiv og overvældende var hvad den første uge i Manila føltes, såmænd også de efterfølgende. Månederne på CCC basen brugte jeg, udover mit arbejde, til at forstå palmetræerne. De var ikke ægte for mig, de tilhørte Hollywood. Mit ordforråd var begrænset, min ytringsevne var begrænset - alene dansker blandt briter. Snarligt tænkte og drømte jeg engelsk, hvilket jo grundlæggende gjorde mig begrænset – det var skønt. Bid for bid manifesterede virkeligheden sig i mig, sprog blev sprog og Filippinerne eksisterede. Skolebørn, guldfisk, Tuba (kokosnøddevin) og mangrove plantning mærkede mig og lærte mig. Skiftet fra NGO til ”kommerciel ø paradis” var markant og tempoet blev sat i vejret. Opgaver der skulle løses og tillid der skulle vindes. Gør hvad du er bedst til; kokken laver mad og dykker-drengen dykker. Det blev til rigtig mange timer unterwasser. Standard-jokes og røverhistorier blev rygradsmateriale i baren, når der skulle underholdes. Besøge lokale venner og nærliggende landsbyer var hvad fridagene bød på. Efter måneders økuller, havde jeg halvanden måned som landevejssvend, hvor de mest eksotiske seværdigheder blev besøgt. Da dagen var inde, var jeg klar til at tage hjem.
Det tog mig lang tid at komme egentlig til Filippinerne. I lang tid svævede jeg et sted indimellem. Der var sku så meget. Rejsen var fantastisk og min nattesøvn har næppe været bedre. Overgangen, turen tilbage, var helt anderledes. Da jeg hørte far sige; ”Der er han sku!”, var jeg tilbage. Der var ikke så meget bøvl. Haven, skoven, byen, vejret, folkene og Danmark var det samme – den eneste forskel er nu, frem for før, at Danmark ikke længere er alene i verden – nu er der to. To lande og to verdner. Forskellene er absolutte og minderne hører til hver deres gøgler. Gøglere der hørte til i to forskellige brancher.
Hilsner fra
Andreas Kjær
