Lægge godt til side, for at finde nyt godt.

Mærkeligt som man kan vende sig til alting, alting kan blive rutine og virke som det eneste rigtige.

- Mærkeligt hvordan, en halv færdig bygning, uden ordentligt tag, uden toilet- og badeforhold, tonsvis af insekter, edderkopper, kakerlakker og gekkoer, placeret på strandkanten, omgivet af hundredvis af kilometer af palme jungle, alligevel kan virke trygt, godt og hjemligt i sidste ende. - Mærkeligt hvordan daglig dykning i nogle af verdens smukkeste og unikke koral rev begynder at føles som betryggende dagligdagsrutine. - Mærkeligt hvordan de palmeklædte bjerge, det rolige tropiske vand og det korte brune Filippiner-look bliver det almindelige.

Min tid ved CCC er nu overe og d. 14. januar tog jeg mine tasker med 35 kg udstyr og ejendele på nakken. Tiden og opholdet har været enestående og bestemt et minde for livet. Da jeg sad i bussen og vinkede farvel til mine kollegaer kunne jeg rigtig mærke den tætte personlige relation vi havde knyttet gennem de sidste måneder. Men tiden var inde til at finde nyt, jeg havde været der længe nok til rigtig at blive fortrolig og selvstikker med arbejdet, dykning og tilværelsen i CCC-Napantao-boblen. Nu var jeg klar til nye udfordringer og en ny ”ufortrolig” tilværelse, hvor jeg igen starter fra nul – ingen rutiner, intet almindeligt og ingen selvtillid. Den nemme løsning havde været at blive i trygge og rare Napantao, men som Kierkegaard så fint har sagt: ”At vove, er at miste fodfæstet et øjeblik – ikke at vove er at miste sig selv”. Jeg er sikker på at min næste mooring buoy vil blive mindst lige så godt.

I min færd tværs over Filippinerne hoppede jeg i vandet et par gange for at opleve hajer i øjenhøjde. Kæmpe Thresher sharks, White Tip sharks, Devil Rays og Sting rays var hvad jeg mødte og det var intet mindre end fantastisk.¨

Som så ofte før i Filippinerne, er planer mere ønsker, jeg formåede at strande to gange på min tur fra den ene ende til den anden. Først på grund af en færge der ikke ville sejle i Bato og derefter et fly der ikke ville flyve i Manila.

Men nu i skrivende stund er jeg endelig ankommet til min sidste planlagt destination, Sangat Island. Et idyllisk og fredfuldt dykker ressort 25 min. ud for Coron Town, hvor jeg vil være de sidste 5 måneder. Jeg har fået min egen lille hems over Jetski garagen og nu på begyndt divemaster studierne.

Jeg vil lave en beskrivelse af stedet og hvad jeg skal lave her på et senere tidspunkt.

Best wishes

Andreas

Uddannelsescenter Ringkøbing og Skjern; Artikel + sognbladet

Vagn Bro, informationsmedarbejder, fra Uddannelsescenter Ringkøbing og Skjern har skrevet en rigtig god artikel om mit lille rejseprojekt, hvor han tydeligt beskriver hvordan og hvad jeg har gjort for at realiserer drømmen og hvor jeg lærte projektmetoderne; HTX Skjern.

Klik på billedet herunder for at komme direkte til artiklen:

Ligeledes er der et afsnit om min tur I Stauning & Dejbjerg Sogneblad, som kan ses ved at klikke på billedet nedenfor:

Friske billeder, fra blandt andet jul. Klik for at komme til albummet:

 

Mvh.

Andreas Kjær

Advent gave, rød jul og våd nytår

For at undgå at folk får for meget fiske- og algestress, tildeles vi en feriedag for hver påbegyndt måned vi deltager. Dette giver mulighed for at forlade basen og holde lidt fri på egen hånd - Typisk meget tiltrængt, da basen befinder sig i et meget isoleret område og vi er mange mennesker under samme utætte tag.

Sammen med tre andre, tog jeg tur rygsækken på nakken og hoppede ombord på en bette lokal færge. Vi havde besluttet at bruge vores feriedage og lommepenge på en lille advent surfer uge i det verdensberømte Cloud 9 - på øen Siargao, omkring det fjerneste område i Filippinerne du har lyst til at gå. Ca. 8 timers rejsen fra Napatao. Surfer-nørder og hurtige right-hander bølger, en enkel surfer- og souvenirer butik, udover det lokale marked og en håndfuld vandrehjem og resorts var alt legendernes bølge har formået at fostre. Surfere har ikke mange krav og spenderer bestemt ikke unødvendige penge og turister var her ingen af - Udover os. Stedet bød på tre muligheder; surfing med de lokale surfere, San Miguel bælgning med de lokale surfere eller blære-historie-fortælling med de lokale surfere. Vi havde en absolut fantastisk uge og manglede bestemt intet!

Julen faldt over Napantao! Delvis gennem e-mail, facebook, mobil, julekort og pakkepost og med ekstra hjælp fra billig filippinsk julepynt, jule musik og masser af mad, lykkedes det at opdyrke oprigtig julestemning. Traditionstro, var Danskheden i minoritet og selv med alliance fra tyskernes ryst, blev julen udskudt til d. 25, da UK og franskmændene overtrumfede os. Men intet i verden kunne frelse mine gavers gavepapir d. 24! Juleaften/aften-efter stod den på mad og drikke – rigtig meget mad og rigtig meget drikke. Juleaften 2009 blev bestemt en uforglemmelig jul.

Planen for nytårsaften var oprindelig at deltage i en stor fest i den nærmeste lokale by, hvor der var opstillet udendørs diskotek og bar under kokostræerne. Men som så ofte før her i Filippinerne, er planer nærmere ønsker. Fra tidlig nytårsmorgen forærede himmelen os et fyrværkeri af lyn og massiv regn, hvilket betød at vi ikke kunne gå nogen steder. Transport var ikke en mulighed, da regn omdanner vejene til vandløb/mudderløb. Vi tænkte kreativt og kom frem til den fremragende konklusion at dagen, aften og natten stod på druk spil. Bestemt et rigeligt vådt nytårsaften.

Mine to sidste uger med CCC står nu for døren.

De bedste hilsner

Andreas

Dobbelt op på haj!

Ubegribelig, men sandt – eksakt samme scenarie udspillede sig igen i dag. Lige kommet hjem fra survey. Træt, sulten og kold. Råb og løb mod vandet. Sindssyg svømning og adrenalin i årene.

Præcis på samme sted og på samme klokkeslæt som i går, cirklede en endnu større hvalhaj rundt. Denne gang overvandt 4 andre og jeg vandene og mødtes med den i et kort intenst øjeblik. Fantastisk, fantastisk, fantastisk.

Som om jeg ikke var ovenud lykkelig nok, for 2 hvalhajer på 2 dage, poppede der pludseligt og frejdigt en hel flok af kæmpe sorte finner op i overfladen, omkring 200 meter fra os. 8 fuldvoksne Pilot Whales svømmede rask fordi os og lykønskede os vores hvalhaj møder. Vi havde dog ingen chance for at svømme tæt på dem, da de skød en habil fart, men vi kunne nyde synet af dem rulle op og ned i overfladen.

Fed julegave fra Neptun.

De bedste jule hilsner:

-          Anderas

Hvalhaj -

Endnu et uforglemmeligt møde.

Hver eneste dag joker, diskuterer og drømmer vi om hvalhajer, fordi de simpelthen er noget ganske særligt og ultimativt. Mystisk, rolig, kraftfuld og sjælden.

Fiskere gennem århundreder har rapporteret om disse kæmper, der roligt svømmer i overfladen for at spise plankton og jellyfish. Trods det, at vi så godt som altid har kendt til hvalhajen og altid har været fascineret af den, ved vi så godt som intet om den – dens rute, levemønster, maks. alder, hvor de parrer sig, hvor de fødder, hvor dybt de kan svømme og hvad pokker de laver dybt nede i ingenting, når deres føde er i overfladen. Sammenlignet med almindelige hvaler, er hvalhajen overlegen, da den ikke er tvunget til at gå til overfladen for luft. Forsøg med radiosender på hvalhajer har vist at de dykker meget dybt for meget lange perioder og ofte dybere end radiosenderne kan modstå (1000 m.) - derfor har det aldrig lykkedes at løse hvalhaj mysteriet, simpelthen fordi de forsvinder.

Den 22. december 2009 kl. 12:28, efter en vellykket morgen-survey ud for Sonok-bay, kom hele teamet traskende træt og sulten tilbage fra båden og smed alt udstyret på den dertil indrettede bænk.

Sekunder efter hørte og så jeg vores Irske deltager, Carmel, hoppe op og ned, mens hun råbte ”Big Fish, biiig fish” og pegede ud mod det ene fjerne hjørne af vores lokale MPA. En stor hajfinne skar blødt vandet. Min nyindkodede tilstand ”Whaleshark” blev slået til og jeg smed, bogstaveligt, alt jeg havde i hænderne, greb mine finner og maske og hoppede i vandet. Distancen mellem hajen og os var godt og vel ½ km og vi vidste at den kunne forsvinde lige så pludselig som den var kommet. Der skulle svømmes stærkt og lydløst.

Når man ligger i vandet, svømmer for fuldkraft, i halv meter store bølger og jagter verdens største haj, som du har drømt om og ventet på i ugevis, pumper glødende varm adrenalin rundt i kroppen og tvinger armene og benene til at fortsætte ufortrøden. Efter få minutter var vores Science Officer, Ben, og jeg de eneste fortsat jagtende, tidevands understrømmen og bølgerne havde langsomt tappet resten for energi. Råb fra land, om at vi skulle komme tilbage, ekkoede. Vi fortsatte, Ben havde endnu ikke set sin første hvalhaj efter 6 måneder i Filippinerne og jeg var besat af tanken om at svømme med endnu én.

Pludselig og uden varsel ændrede mit udsyn fra komplet ingenting-blåt til et You-Tube-genkendelsesagtig-syn. En krummet hvalhaj, med en fuld opspilet mund nedstirrede mig, mindre end 2 meter foran mig. Jeg skreg halv i angst og halv i overvældelse; ”BEN, IT IS FUCKING HERRE!!”. Den blev på samme sted for et par minutter og lod sig beundre, hvorefter den svømmede ud mod Napantao 60 meter lodret drop-off. Den dykkede i en let vinkel ned i dybet, ned over væggen. Som spejlbilleder af hinanden fri dykkede både Ben og jeg ned og følte dens nedstigning, indtil smerten i vores lunger overmandede os. Saligt smeltede dens mørke krop og omrids sammen med dybets mørke og kun dens lyse brikker stod tilbage som kontrast i et sekund eller to før den forsvandt totalt ned i dybet. Det mentale billede eksploderede i en fælles jubel.

Mange drømme imødegås på ét og samme tidspunkt og risiko for skuffelse var potentiel, men heldigvis kunne mødet sagtens, og mere til, leve op til selv de bedste drømme. Omstændighederne og måden det udspillede sig på var perfekt – ikke en australsk mini flyver med et ekkolod der spottede den og en lille hurtig speedbåd der droppede en af ved siden af den. Nej, vi ventede og drømte, og kæmpede og fandt.

Til historien, høre også de utallige mislykkede forsøg, hvor vi sprang i vandet og svømmede som besatte og mødte aldrig andet end kulsort koldt understrømsvand. Hvalhajer er for seje!

Var mening jeg ville skrive om jul og min julegave til mig selv i dag. Men det må blive senere, hvalhajen var sejere.

Gældelig jul og godt nytår

Andreas

Community work

For at sikre fremtid bæredygtighed, ”awareness” og hensigtsmæssig forvaltning, bruger vi meget tid på at uddanne lokalsamfundet i koral revenes levevis, opbygning og deres samfundsmæssige og biologiske vigtighed.

Mange Filippiner og turister regner koraler for farverige sten, som man kan røre og stå på efter behag. Ligeledes mangles en forståelse af at koralerne indirekte er Filippinernes fødekilde, da deres primære fødekilde er fiskeri. Mange års uhensigtsmæssig og uhæmmet fiskeri har efterlad vandene og revene overfisket og ødelagt. I vores daglige arbejde ser vi efterladte net, liner, fiske- og hummer fælder og vi ser så godt som aldrig voksne, fertile groupers, snappers og tunas (Hvilket er de vigtigste spise- og eksportfisk) uden for MPA’s (Marine protected area). På grund af manglen på store fisk, er lokale fiskere, gennem de sidste 15-20 år, begyndt at bevæge sig ned gennem fødekæden og de fanger nu gladelig små kulørte fisk som Moorish Idols og Bytterflyfish. Derfor er det så vigtigt at få oprettet MPA’s, hvor fisk og koraler kan få ro og voksne sig store og frugtbare. Populært sagt vil MPA’s virke som fiskefabrikker for fiskerne.

Ved at uddanne lokale på tværs af social status, uddannelse og alder opnås interesse og forståelse for at bevare koral rev og udnytte dem hensigtsmæssigt.

Blandt andet har CCC iværksat: Teacher training, Wall painting, Open days, School lectures, Reef Rangers og CCC introduction. CCC introduction er den mest omfattende, hvor fx en lokal landsbys kaptajn bliver inviteret til at modtage den fulde CCC træning og uddannelse, over en 5 ugers periode og deltage i projektet på lige fod med resten af os frivillige. Ligeledes har 20 repræsentanter fra regeringen haft et 5 dages kursus og vi har deltaget i x antal lokale arrangementer, hvor vi skulle repræsenterer CCC.

”Reef Rangers” er en gruppe af High School elever som modtager basis uddannelse og får en introduktion til livet omkring kysten, over en weekend. Som et afbræk i uddannelsen lærer de CCC Afrocoral sangen, som en lokal ven af organisationen, Ryan, har skrevet. Jeg har oploadet en video, hvor Reef Ranger’erne synger sangen sammen med nogle af projektets øvrige deltagere.

Lyrik:

Everybody!

We are the corals that live

in the sea.

And we are animals, the home

for the fishes

We'll make it happen what u'v wished

You can't touch me

I am so fragile and breaks

Easily.

You can not step on me

Nor you can not stand

I want to make you understand

Chorus:

(that) We are so important

For the fish, we are their foodland

We can be their home and shelter

When there's storm.

You're so very lucky.

Everybody you mush be happy.

We are always here to stay

in your MPA.

Can you protect us

from all the threats and danger?

Can you help us

to make us safe here always?

We'll become friends

Loving each other til the end

(Repeat chorus)

Sharkwater and free-diving

Interessant dag, med mere end 5 timer i vandet!

Opdagede at en flok generte Black Tip Reef sharks holder til i et stenrev få hundrede meter fra vores base. Så snorklede insisterende rundt i området, i al den fritid jeg havde mellem undervisnings dykkene, for at betragte disse slanke 7-sansede rovdyr patruljere.

Dette gav den perfekte kulisse for en omgang fri dykning – hvor så vel krop, som sind udfordres. Free-diving er et fantastisk supplement til scuba-diving, det giver et specielt intimt indtryk og udfordre mere, på grund af dens naturlige begrænsninger.

Friske billeder. Klik på billedet for at komme til albummet.

Cheers!
Andreas